Kirkebladet for Hvilsager - Lime sogne
(Udvalgte artikler)

Nr. 2 - 80. årgang                        Juni - Juli - August 2016
 

Denne kommen og gåen
- med tak for 35 år
Sæt jer på en café på et hjørne i byen og se ud over gadebilledet. Det vrimler med folk hele tiden. I alle retninger. Nogle går langsomt og har tid til at standse op. Andre haster forbi. Et øjeblik går de i den ene retning. Et øjeblik efter kommer de måske tilbage igen. Nogle møder hinanden, hilser, krammer og går fra hinanden igen. Vi har brug for hinanden på mange måder. Livet er gensidigt. Der er dem, som et kort øjeblik falder i hyggelig smalltalk. Det er i sig selv et godt fællesskabstegn. Der er også dem, der tydeligvis har bevæget sig ind i en samtale med hinanden, der er alt andet end smalltalk. Den er nødvendig og dybt alvorlig. Indtil de må slippe hinanden igen og gå videre. For sådan er livsvilkåret.

Afsked
’Denne kommen og gåen’ har Benny Andersen kaldt det i en af sine digtsamlinger. Her er den elementære grunderfaring skærpet ved, at livet ind imellem også kræver, at der bliver taget definitivt afsked. Alligevel på trods, endda på trods af dødens afsked, bliver mennesker, man har mødt og holdt af, ved med at komme og gå i ens liv.

Han, som kommer
I den kristne trosbekendelse bekender vi os til ’ham, der kommer’. ’Siddende ved Gud Faders højre hånd, hvorfra han skal komme’ – sådan lyder kristendommens nøgleord. De fortæller, at i et liv, hvor tiden går og ikke lader sig rulle tilbage igen, skal det aldrig bare komme til at hedde ’slut, punktum, forbi’. Selv om den ene vej efter den anden hos os bliver gået til ende og efterlader brud og brokker i vejsiden, kommer Gud og bliver ved med at komme. I slutningen er derfor begyndelsen, skaberkraften, tilgivelsen. Alt det, der i vores møder med hinanden har været tro, håb og kærlighed i, giver Gud tilbage til os igen. Når vi får lov efter tid til at huske på det gode og slippe det vanskelige mellem os, er det et tegn på livets nåde over os.

Præsten går
Her til sommer er det skiftetid i Hvilsager og Lime sogne – og afsked. I en af salmerne ved præsteordination står der: I går vi kom, i dag straks alt er vore dage sammentalt. Det er vilkårene, at en præst bliver kaldet og indsat af menigheden til at tage sig af kirke og kristenliv på stedet, men altid kun for en tid. Præsten kommer – og går.

Ubetalelige møder
35 ubetaleligt gode år er det blevet til både for præst og ægtefælle og børn i Hvilsager og Lime. TAK skal der lyde til alle – og her mener vi virkelig ALLE, i og uden for kirkerummet. Når vi ser hen over årene og tænker, hvad det er, der fylder for os, er det netop ’denne kommen og gåen’. Det er mødet med mennesker gennem årene, nogle kortvarige, andre varige, måske endda hen over samtlige 35 år – alle dybt betydningsfulde.

Med tro og håb og kærlighed

I et præsteliv bliver møderne nødvendigvis forstærket af, at mange opstår i livets afgørende kryds omkring fødsel og dåb, konfirmation og vielse, død og begravelse. Den form for møder går ingen uberørt ud af. Præsten gør i hvert fald ikke, kan han love. Taknemmelig kan jeg derfor kun være for, at alt det, der bærer tro, håb og kærlighed i sig, får vi lov til at tage med og fortsat have hos os. Selv om det ikke er til at komme uden om, at det nu er afslutning og afsked, bliver det afgørende ved med at komme og bære os videre. Det er nåden.
                                                                                                                                   Lars Nymark  

 




Nr. 1 - 80. årgang                        Marts - April - Maj 2016
 

Tag et skridt til
- på vej mod påske

Hvis man passerer Ådalsskolen i skoletiden, er chancen stor for at se en klasse, der går, løber eller laver anden fysisk udendørsaktivitet. Den nye folkeskolereform sætter bevægelse højt. Det er ikke kun, fordi det dejligt og kalder på smil og latter og fornyet energi. Bevægelse er kommet på skoleskemaet, fordi det fremmer koncentration og læring. Eleverne bliver simpelthen dygtigere af det, og så er det godt for folkesundheden. På det seneste er stafetten rakt videre til vuggestuer og børnehaver. Jeg synes ellers, at al gang for de yngste i forvejen foregår i løb. Men altså ikke nok. Tag et skridt til – og helst den lige og direkte vej. Det samme kræver arbejdsgiveren. Et par ugentlige ture i fitnesscenteret som en målrettet del af arbejdsdagen og ansættelsen.

Der er gået faste i det
Det er ikke så mærkeligt, at den indre arbejdsgiver på det felt efterhånden er gået hen og blevet den hårdeste negl. Når det ydre stiller krav, stiller det indre endnu større krav til sig selv. Vi vil jo gerne leve op til at være ordentlige og ansvarsfulde borgere, som det kræves af os, smukke, unge og sunde, respekteret på studiet og arbejdspladsen, helst forrest i stafetten. I hvert fald ikke bagerst! Der er ikke meget smil og latter og fornyet energi i det. Det pendulerer mellem selvsving og præstationsangst. Det viser statistikken. Der er gået faste i det.

Fasteråd
I vores almindelige forståelse handler faste om at besinde sig og skære alt det unødvendige fra for at kunne yde. Vil du have et godt fasteråd, er det at vise stålsathed ved at sige nej tak til at lade dig friste – af usund mad, et glas vin på en hverdag eller måske i det hele taget, af en slap weekend på sofaen, af fest og sorgløse fornøjelser. Det handler om koncentration og indre styrke. At tænke indad og opad. Ad den vej gearer vi os selv til at overtrumfe, hvad der kræves af os. Vi koncentrerer os ved at trække så meget som muligt sammen omkring det, vi vil og vil opnå.

Et møde på vejen
Religionernes faste – uanset set hvilken religion, som er på tale – vil noget andet. De vil altid have os til at koncentrere os om, hvad Gud vil. Den kristne kirke har ligefrem en periode af året, som den kalder ’fasten’. Søndag efter søndag i fasteugerne op mod påske fortæller, at Gud går den stik modsatte vej af den verden, der sætter grænser og skel og trækker sig tilbage. Han giver ud.

Guds fastevej
Med Jesus opgiver han at være Gud på undtagelsesvilkår. Han lader sig døbe i Jordanfloden sammen med de andre. Da en kvinde fra en anden religion beder ham om hjælp til en syg datter, slipper han alle dogmer og bibelord og lader sig overbevise om, at han også er Gud og barmhjertig hjælp for hende. Fristeren får i ørkenen ikke held til at friste ham til at trække sig tilbage fra den vanskelige verden til den sikre himmel. Til sidst når vi kommer frem til påske, giver Gud sig selv ud, helt og aldeles. Han lader sin kærlighed dele i brød og vin og tilmed korsfæste, for at der ikke skal være den skyld eller ondskab i verden, som hans hjerte nu ikke når og overvinder. Fasten frem mod påske er en besindelse på, at vi overalt i verden møder Gud med hjertet åbent og hånden rakt ud.

Guds fasteråd
Vi lever som sagt vores daglige liv i en benhård og stadig mere udmarvende fastetid, der aldrig ser ud til at få ende, fordi den går i ring om os selv. Hvis ikke vi tager mod Guds fasteråd til os om i stedet at gå med ham ud på vejen mod påske. Tag et skridt til, lyder hans fasteråd, når vi står og stirrer indad eller opad. Det er en opfordring til at gå den forårstur til kirke eller til hinanden, som der vil være både motion og glæde ved.
                                                                                                                                   Lars Nymark



Nr. 4 - 79. årgang                        December 2015 - Januar - Februar 2016

På flugt
-  men hvorhen?

”Hvis nogen siger det hele går ad helvede til, så tro dem ikke” synger Kim Larsen i en sød fødselsdagssang til Susan Himmelblå. Oprindeligt har han skrevet sangen til en konfirmation. Sådan har han fanget kristendommens adventshåb.

På flugt
Julens Jesusfortælling kan fra en vinkel ses som en flugthistorie. Bedst som Josef og Maria var ved at have styr på tingene i Nazaret med et barn i vente, blev de drevet af sted. Målet var for så vidt klart nok. Det var Betlehem. Kejseren havde givet ordre om folketælling. Men hvor de egentlig kunne risikere at havne henne i det her, det var helt uklart. Hvis barnet nu meldte sig midt i det hele. Josef og Maria fik sig klemt ind gennem byporten i Betlehem, men kun for nu at nå frem til pigtrådshegnet. ”Alt optaget! Ingen pladser”, lød det allevegne, og så blev dørene lukket og forseglet.
Og det skete i de dage. Fødslen gik i gang. Nu var Josef og Maria for alvor på flugt. Ingen kunne mere vide. Stalden, de fandt ind i, var under alle omstændigheder kun en midlertidig lejr. Og hvis de havde tænkt, at der på den anden side ventede en rolig og velorganiseret udslusning i det jødiske samfund, så sørgede Herodes’ soldater for, at flugten tog endnu et skridt ud i det uvisse. ’Ægypten’ stod efter et stykke tid tydeligt på grænsebommen foran dem. Men det var kun transit. Det var bare anledning til et fornyet spørgsmål for Josef og Maria om ’hvorhen?’ Det var som at stå ved Middelhavets vandkant med en altomfattende usikkerhed om, hvad der ventede på den anden side, eller om der overhovedet ville være en anden side.

Håb
Og den dreng, der kom til verden i julenatten, Maria og Josefs søn Jesus, hans liv blev fortsat én lang flugt langs vejene. Misforståelser, afvisende rygge, modstand, fornægtelse, isolation, hån og spot, indtil han endte på korset alene til sidst.
”Hvis nogen siger det hele går ad helvede til, så tro dem ikke”. Det er til gengæld det, hele den fortælling med Maria, Josef og Jesus fra jul til påske vil fortælle. Med historien om Jesus i Betlehem og Nazaret og Jerusalem og Golgata kan man nu ikke pege på noget sted i menneskers liv og verden, hvor Gud ikke selv med Jesus er gået i forvejen. Ingen af verdens flugtruter, ingen lejr, ingen vandkant, ingen frustration eller ensomhed eller opgivenhed eller død. Alle de steder ligger på den rute, der startede i Betlehem julenat.
Hvor porten smækker i, er Jesus gået forud og holder håbets horisont oppe omkring menneskers liv. Det håb, der ligger i, at livets Gud er der som den medvandrer, der viser sig stærkere end alt det, der vil tage livet og håbet fra os. I enhver flygtnings liv har han vist, at han er, uanset om det handler om reelle flygtninge eller os, der er bekvemmelighedsflygtningene i livet.
Det er håb, der giver håb. Gudshåbet, der står der og ikke viger, kalder hele tiden på de varme hænder i verden, på medmenneskelighed og omsorg mellem os. Sådan har Gudshåbet ikke andet mål i verden end at fordoble sig. Eller rettere: det vil mangedoble sig mellem os og finde vej hen over de grænser og gennem de porte, som vi i en politisk afmagt over for den globale flygtningesituation i øjeblikket fægter rundt med, mens vi alle spørger ’hvorhen?’

Og tro
”Hvis nogen siger det hele går ad helvede til, så tro dem ikke”. Det kan godt være, at det ikke altid lige er til at se. Flygtningesituationen er den værste i årtier, og ingen kan vel føre bevis for, at vi er blevet spor bedre til at takle livet og hinanden, end vi altid har været. Men kan vi ikke se det, har han til gengæld sørget for, at vi kan høre det – han, der er gået hele turen og nu står foran og holder håbets horisont op omkring os. Julen er et afgørende sted på flugtruten.

                                                                                                                                   Lars Nymark




Nr. 3 - 79. årgang                        September - Oktober - November 2015

Kirkegården – Livets Have
Dødens Have’ skrev en journalist om Assistens Kirkegård i København – samtidig med, at man på artiklens billede kunne se børn lege, folk cykle, barnevognstræf og mennesker i snak både på stier og mellem gravene.  Sandt er det selvfølgelig, at det er de døde, der ligger begravet på kirkegården.  Men det er det, der i særlig forstand gør den til ’Livets Have’. Her er hvilestedet for dem, der på alle måder har været livet for os og fortsat er det.

Et væv af liv
På kirkegården ligger de, der bogstaveligt har født os til verden – slægtsrækken. Her er de, der har været ved siden af os i en betydningsfuld del af vores liv, hvad enten der er tale om barndom, ungdom eller voksenalder. Navnene fortæller om dem, vi har haft i hånden og i favnen, og om dem, der har bygget det liv og samfund op, som vi har. Uden dem var der slet ikke noget, der fortjente navn af liv. Det er en af grundene til, at der kommer mennesker på kirkegården hver dag hele ugen igennem.

Af jorden skal du igen opstå
På landet er kirkegården lagt rundt omkring kirken. Når kirkeklokken ringer, sender den besked ud over gravene og langt ud over kirkegårdsdiget om, at nu bliver livets fortælling fortalt igen på dette sted. Det er fortællingen om Gud, der er kommet til verden i et ganske almindeligt menneske, Jesus, for at vi aldrig skal være i tvivl om, at tilgivelse, omsorg, ansvar, tro, håb og kærlighed er livskilden, og den livskilde får lov til at række ud over dødens grænse. ’Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå’. 

Livstråden
Hvis man træder ind gennem lågen til kirkegården, afspejler den kristne livsfortælling sig straks. Gravsten, beplantning, blomster og symboler er vidnesbyrd om livstråde, der trods dødens indgreb får lov til fortsat at være virksomme i vores liv. Gravindskrifter er valgt med omhu til at sætte fokus for os på det liv og det håb, der er samlet her. Det er derfor, at man kan gå sig til livsmod på kirkegården og gøre sig erfaringen af, at her er et sted at samle livstråden op.

Et sted i bevægelse
Kirkegården er et levende sted, der hele tiden ændrer sig. Den gamle Krogsbæk kirkegård er netop blevet åbnet som skovkirkegård. På Hvilsagers og Limes kirkegårde arbejder menighedsrådet i øjeblikket med at omlægge de ’tomme’ områder. Vi vil gerne imødekomme et ønske om større åbenhed og variation i begravelsesformer. En smuk labyrint af bøgehæk i et hjørne? En lille lund med buske, stauder og lave træer i et andet hjørne?

Livets sted
Kirkegården har en central placering i rigtig mange menneskers bevidsthed. Kunne det være, at det også er tid til at tænke på at sætte et bord-og-bænke-sæt op, så man kan nyde en kop kaffe på turen til slægtens grave? Kunne der være et hjørne med sidde-stubbe og måske en bålplads, hvor børneforældre, dagplejemødre eller præsten med konfirmanderne jævnligt går hen? Er det faktisk særligt vigtigt i disse år, at der er en graver på kirkegården i dagtimerne til også at være til rådighed som samtalepartner for dem, der kommer der?
Kirkegården skal fortsat være et godt og betydningsfuldt sted for alle at komme. Den er Livets og ikke Dødens Have.



Nr. 2 - 79. årgang                       Juni - Juli - August 2015

Vi satte lys i vinduerne
- refleksioner efter den 5.maj

Vi satte lys i præstegårdens vinduer den 4.maj om aftenen. Det gør vi hvert år. Vi ringede i Hvilsager og Lime kirker et kvarter med kirkeklokken den 5.maj om morgenen. Den 9.maj lavede vi en sogneudflugt fra Lime til Hvidsten kro, fik fortalt, besøgte nedkastningsstedet og satte os lidt i Spentrup kirke. Alt sammen var det markeringen af 70-året for Befrielsen.

At huske
Mine forældre har kun barndomserindringer om de fem besættelsesår. De var ni, da krigen kom, og fjorten ved afslutningen. Ikke mange i 2015 husker krigsårene, besættelsesdagen og befrielsesdagen, med den voksnes horisont og perspektiv. For min egen generation og dem, der er yngre, er det alt sammen historie. Men det er historie på en særlig måde. Den grundlæggende erfaring af ”besat og befriet” er nedarvet på sin egen måde også til os, der er kommet til efter verdenskrigen. At huske er flere ting.

Besat og befriet
På mine egne forældre har jeg altid kunnet mærke, at der var noget særligt på spil, når de fortalte om de fem år. Med barnets seismografiske evne til at mærke rystelserne i voksenverdenen har de trods deres unge alder erfaret angsten og smerten og usikkerheden og ondskaben og forfærdelsen – og glæden og håbet i befrielsen. Det er det, der gør, at der også er noget, der også rører sig dybt i mig, når jeg hører radiobåndet: ”Det meddeles lige nu fra feltmarskal Montgomerys hovedkvarter….”

 

At holde sandheden fast
Vi tænder lys i vinduerne og ringer med kirkeklokken og besøger Hvidsten og Spentrup i 70-året – for at huske. Vi mindes ”de fem onde år”, herhjemme og uden for Danmark, for at holde sandheden om det nazistiske angreb på fællesskabet og menneskeligheden fast. På samme tid mindes vi både med sorg og taknemlighed ofrene. Krig betyder, at der er mennesker, der kommer til at betale med deres liv. Urimeligt er det, men det har ikke fået lov til at være forgæves. Ligesom krig betyder, at der er mennesker, der sætter deres liv ind, for at ondskab og undertrykkelse til sidst må overgive sig. Det er mindet værd.

At huske for fremtiden
Men når vi tænder lys og ringer med kirkeklokken, er det også, fordi vi husker for fremtiden. Krig er og bliver det forfærdeligste for det menneskelige samfund. Se blot på billederne af det sønderbombede Berlin efter 1945 eller de syriske byer og flygtningelejre i øjeblikket. Vi skal virkelig gøre alt, hvad vi kan, for undgå krig ved at prøve at finde andre veje med hinanden. Lysene i vinduerne den 4.maj og kirkeklokkens ekstra lange ringning den 5.maj er en påmindelse og en tydeliggørelse af håbet om det – for vores egen generation og for de næste. Det er ikke kun krigsgenerationen, der har behov for at tænde 4.maj-lyset. Det har efterkrigsgenerationerne ikke mindre.

En bøn
Lysene og klokkeringningen er samtidig udtryk for en bøn. Vi har ingen grund til at gøre os illusioner. Fredelig sameksistens er ikke og bliver aldrig en selvfølgelighed i et menneskeligt samfund. Konflikt er en stadig lurende trussel, der forstærkes, hver gang uligheder stiger, modsætninger skærpes, og samtalen udtyndes. Ondskab er en underlig magt og kraft, der har det med at gribe os, før vi ved af det. Lys sammen med klokkeringningen er en bøn om fred i en verden, der ikke holder fred. De fortæller om en, der gik en anden vej og viste, at det er ”Vejen og Sandheden og Livet”. De er en online forbindelse til ham, der ikke slipper os med sin tro og tilgivelse og forsoning og kærlighed. De er håbet for os om at finde vejen igen med hinanden, når vi er på vej ud ad sidespor. Vi ringer med klokken også næste søndag – og tænder 4.maj-lysene igen om et år.
                                                                                                                                   Lars Nymark

 



Nr. 1 - 79. årgang                     Marts –April – Maj  2015

Udsigter


”Siger I ikke: Fire måneder tager det endnu, så kommer høsten? Men jeg siger jer: Luk jeres øjne op, se ud
over markerne, de er hvide til høst.”
Joh 4, 35

Vinteren må give sig nu. Der må være et forår bag horisonten. Ingen kan være sikre endnu. Men de små
erantis åbner for udsigten. Påsken fastholder den.


Udsigt gør en forskel
”Se, udsigten!” siger vi begejstret til hinanden. ”Hus med havudsigt” – og straks er prisen langt højere. Der
er ubetalelige værdier i at have udsigt. Turistguiden nævner altid, hvor vi kan finde udsigt over byen eller
landskabet, for det vil være synd at gå glip af den; ofte vil det være den, vi husker. Hvis ikke der er nogen
udsigter overhovedet, bliver livet ikke til at leve. Selv dér hvor døden er, må der være en eller anden udsigt
– en vej, der går videre, et håb at pejle efter – både for den døende og dem, der skal tage afsked. Ellers
bliver det vanskeligt. Det siger både læger og dem, der erfarer det.

At kunne se længere
Udsigt giver os mulighed for at ”se længere” end det, der ellers lige er den almindelige horisont. Det kan
være overvældende, både i positiv og i rystende forstand. Det hænger sammen med, at åbning til en udsigt
samtidig giver mulighed for at se os selv og vores liv og verden i perspektiv. Vi bliver små og ydmyge og
usikre – realistiske? – eller måske ansporede, begejstrede og nysgerrige eller større og taknemlige ved det
syn, vi her får givet. Både landskab og natur, kunst og ord og fortælling giver udsigt.

Udsigt til livets blå bjerge
En fange i et fængsel beskrev indelukketheden som klaustrofobisk, de snævre vægge, de fastboltede
møbler, det tilgitrede vindue, den konstante raslen af nøgler. Det er let at forestille sig. Det er ikke
mærkeligt, at han gang på gang taler om, hvordan en kvælningsfornemmelse rammer ham. Men i et hjørne
af det ydre vindue har et græsfrø fået fat. Dag for dag oplever fangen, hvordan spiren folder sig ud og
sætter strå, først ét, så mange. Der er ingen udsigter fra stedet, men det lille græsstrå giver ham udsigt ud
til livets blå bjerge. Det holder modet og håbet oppe.

Verden set på en ny måde
”Hvilken vej?” hedder Hans Clausens billedserie, der hænger på væggene i Hvilsager Præstegårds
konfirmandstue. På alle billeder genkender man den samme personfigur, der står i et landskab, en skov,
mellem bygninger, et fjeldområde, hvor elementerne raser. Træer, hav, planter, vandløb, bliver sanseligt
nære, afslører sig som stoflige forhindringer, der udfordrer, men også som muligheder, der kan være en vej.
Verden set på en stadig ny måde.

Påskens udsigt
Lad os gøre en antagelse. Vi lægger et stykke fladt papir, så det flugter langs bordkanten. På papiret er
skrevet en stump af verdens vigtigste historie ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem
er kærligheden.” Hvad ser vi, når vi sætter os på hug og lader øjnene flugte med bordkanten? Vi ser bare
”noget”, der går herfra og dertil. Det kunne ligne kanten af et stykke papir, men vi kan ikke være sikre, og vi
kan ikke vide, om papiret bare er hvidt og tomt, hvis det altså i det hele taget er et papir. Fik vi mulighed for
at hæve os bare to centimeter op, ville vi straks vide, at det er verdens vigtigste historie, der når os her.
Kristentroen åbner for udsigten. Skønt vores øjne ikke kan se så langt, åbner kristentroen for den udsigt, der
sætter hele vores liv og verden i perspektiv. Alt kan se småt og bundet ud. Horisonten er begrænset, skyld
og svigt gnaver i frøet og kernen, livet er skrøbeligt.  Men ”luk jeres øjne op og se ud over markerne, de er
hvide til høst.” De små erantis, der lige nu står i haven, åbner for udsigten til livet. Påsken fastholder den.
                                                                                                                                        Lars Nymark


Nr. 4 - 78. årgang                     December 2014 – Januar – Februar  2015

Der skyder en kvist
adventshåb

Martin Luther blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis jorden gik under i morgen. Han sagde: Jeg vil plante et
træ.

Undergang
I efteråret har jeg været i 8.klasse for at arbejde med ”de store spørgsmål”. Det var en anledning til at lade
eleverne filosofere over, hvad der undrede dem selv. Flere sad med spørgsmålet: Går verden under en dag?
Det kan man naturvidenskabeligt set svare hel entydigt på: Ja, det gør den. Det gælder både verden i sin
universelle dimension; senest når solen en dag slukker, er det slut med jorden, som vi kender den. Og det
gælder min egen lille verden; også mit liv har en begyndelse og får en dag en ende. Når 8.klasse fortsat
spurgte, handlede det derfor om mere end naturvidenskab. De havde et ønske om at prøve spørgsmålet af
fra en religionsfilosofisk vinkel. Havner vi også dér ved punktum?

Håb
Jeg vil plante et træ, sagde Luther, stillet over for undergangstruslen. Man ser straks for sig et nyplantet
æbletræ, som først giver sig til at bære frugt om nogle år. Men er Luthers svar så i grunden andet end
ynkeligt banalt at negligere faktum? At blive ved med at trække mundvigene optil smil, velvidende at
vandlinjen støt stiger, indlandsisen smelter, og ozonlaget udtyndes? Luther ville helt sikkert fastholde sit
svar over for den indvending.
Han var helt på det rene med sit eget livs skrøbelighed. Han var endnu mere end os overbevist om verdens
undergang. Det var en bibelsk konsekvens. Men ved siden af det uomstødelige havde han en
adventsfortælling om Gud, der kommer, hvor det er allermørkest. 

Betlehemsbarnet
Nøglefortællingen er barnet, der bliver født i Betlehems stald. Fra det centrum åbnes sluserne til en lang
række andre bibelske håbs fortællinger: En dag skal der komme en og knuse slangens hoved. Der skyder en
kvist fra Isajs stub. Vær klar og hav olielamperne tændt og vær som dem, der venter på, at deres herre
kommer. Når de ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved. Og jeg så en ny himmel og en ny
jord, og jeg hørte en stemme, som sagde: Guds bolig er nu hos menneskene, og han vil tørre hver tåre
af deres øjne. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.

Stop nu!
Hvad er det andet end myter og påstande, der ikke lader sig bevise? Eventyrlig adventssnak i kontrast til alt,
hvad oplyste, moderne mennesker ved om universet og jorden i fremtiden? Jeg svarer: Stop nu! Lad være
med at sige sådan!
Naturvidenskaben skal vi på alle måder bruge og tage bestik af, når vi skal tænke klima og begrænsning af
CO2-udledning og i det hele taget bygge og regne ud i denne verden. Men det vil være uhyggeligt banalt at
tro, at vi kan rumme og styre livet udelukkende med formler og forskningsanalyser. Vi har jo virkelig ikke
styr på noget! Det er i hvert fald en stigende erfaring med alderen. Der må altid flere sprog til end det, der
kan måle og veje og tegne lige streger, for i det mindste at komme på omdrejningshøjde med livet.
 
Plant et træ
Advent fortæller: Der skyder en kvist fra Isajs stub. Hvor alt er vinter og tilfrosset, hvor naturvidenskaben
bliver tavs og må give op, der er et håb fortsat i færd med at folde sine grene ud. Det har skikkelse af et
barn, lille og skrøbeligt og udsat, men vi ved, hvad et barn i vores arme betyder. Hvor verden går
under,møder vi ikke tomhed og ingenting. Vi  møder ham, der er skabermagt og omsorg og liv og frelse og
tro og håb og kærlighed som barnet i armene. Advent siger: vi møder Gud selv. Det eneste svar, der
kommer på omdrejningshøjde med den erfaring i verden, er at plante et træ, der har grønt løv og frugt som
perspektiv,om det så er nok så meget vinter og ser håbløst ud omkring os.
                                                                                                                 Lars Nymark 


Nr. 3 - 78. årgang                      September – Oktober – November 2014    


Hvem ser hvem?
   
de udsatte i verden

Bibelen har en historie om en mand på rejse. Den barmhjertige samaritaner. Det er den bedst kendte
historie i verden og samtidig den mest uundværlige. Den tegner et billede af os og verden, sådan som vi er
– på godt og ondt. Samtidig er den fyldt af et vildt håb. Det er derfor, at den er så uundværlig.

Én gik forbi
Der er dem, der er gået hen over Karlsbroen i Prag denne sommer. Mellem broens smukke statuer sidder
eller ligger den ene hjemløse tigger efter den anden. Turiststrømmen bevæger sig forbi. Og vi går med. Den
barmhjertige samaritaner fortæller historien.

Og endnu én
Alle medier har den forløbne sommer været fyldt af rædselsfulde billeder og nyheder fra Gaza. Vi ser, ryster
håbløst på hovedet og rører i kaffen. Syriens civile ofre har vi allerede glemt. Den barmhjertige samaritaner
fortæller historien.

Én standsede
Endnu en gang har medierne afsløret svigt i tilsynspligt over for børn i udsatte familier. Resultatet er
forældreomsorgssvigt, der er blevet forstærket af yderligere omsorgssvigt fra det offentlige. NEJ er der
noget, der oprørt råber i os. Vi har alle uden undtagelse et særligt ansvar for de udsatte. Børnene er nogle
af dem. De syge, de socialt svage, den trøstesløse hører også mellem dem. Den barmhjertige samaritaner
fortæller historien.

Sådan er loven
Inklusion i skolen og samfundet – det lyder rigtigt. Alle skal så vidt muligt kunne være med, hvor det sker.
Det er en kongstanke bl.a. i den nye skolereform, at vi er et forpligtende fællesskab. Men det er ikke nok
med den smukke tanke. Det må følges op af regelsæt og politisk øremærkede ressourcer. Når vi ikke kan
finde ud af i alle situationer bare at gøre det rigtige, selv om vi godt ved, hvad det er, må der laves en regel
og en lovgivning. Den barmhjertige samaritaner fortæller historien.

Den barmhjertige samaritaner
Det er virkelig alt sammen med i den bibelske historie om en mand, som drog på rejse. Vi er med – på godt
og ondt. Den barmhjertige samaritaner siger os, hvordan vi skal handle over for hinanden – og den siger det
tilmed, så det er helt indiskutabelt sandt. Den har set, at sådan handler vi bare ikke altid. Men derfor slipper
den os ikke af krogen. Hvis vi ikke af os selv kan finde ud af det, forvandler den sig til en regel, det første og
største bud: Sådan skal I gøre i forhold til de udsatte mellem jer! Du skal elske din næste som dig selv!

Én for alle
Nået dertil slutter historien med at kaste en bonus-præmie i favnen på os, endda i en helt vild
størrelsesorden. Det er det, der gør den til verdens mest uundværlige historie. Da alt langt om længe er
endt anstændigt – den udsatte har fået hjælp og er omsorgsfuldt anbragt og under støttende behandling –
siger den barmhjertige samaritaner i den bibelske historie, at alt, hvad et menneske i øvrigt overhovedet
kommer til at koste i verden, betaler han, når han kommer tilbage. Det er mere, end vi kan komme på eller
nogensinde mande os op til. Til gengæld er det, hvad vi gang på gang selv har brug for. ”Hvem gi’r sit kort
og sin pinkode ud? Det er der kun én, der gør, og det er Gud!”. Sådan digtede sidste års konfirmandhold om
den bibelske histories vilde håbs-bonus.

Læs selv historien i Bibelen eller på bibel.dk – Lukasevangeliet kapitel 10 vers 25-37.
                                                                                                               Lars Nymark


 

 

Nr. 2 - 78. årgang                            Juni – Juli – August  2014    

 

Kryds ved det gode liv
- i anledning af et valg


Det handler bare om et enkelt kryds med en blyant – men det har afgørende betydning. Det er i grunden en
lidt fantastisk tanke. Der er ca. 503 millioner borgere i EU i forskellige aldersgrupper, hvoraf vel cirka 350
millioner af dem har stemmeret. Min personlige stemme er jo ingenting i forhold til mængden, og alligevel
består mængden helt grundlæggende af 350 millioner personlige stemmer som min. Altså er mit kryds
afgørende – som et kryds for det gode liv.


Skepsis
Jeg havde endnu ikke stemmeret i 1972 ved folkeafstemningen om Danmarks medlemskab. Det var måske
en af årsagerne til, at jeg blev EF-modstander.  Jeg syntes, at Det Europæiske Fællesmarked, som vi blev
trukket ind i, var en mærkelig overnational mastodont med nogle politiske ambitioner om en fælles stat, der
havde sit tyngdepunkt langt fra Danmark og grundtvigsk tænkning. Samtidig var det kaprustningens tid med
stigende atomtrussel mellem øst og vest. David og Goliat var et sikrere billede, syntes jeg, end to
statskæmper, Sovjet og Europa, der skulle spille med musklerne over for hinanden.

Tro
En tur til Berlin i årene efter murens fald flyttede pludselig blikket for mig. I krigsruinen Gedächtniskirche så
jeg billederne af det udbombede Berlin efter 2.verdenskrig – hvilken elendighed og himmelråbende
ulykkelighed for et civilsamfund en krig er. Intet godt er der ved krig, kun ulykke for alle. Murens fald havde
gudskelov pludselig trængt krig som aktuel trussel i Europa ud i horisonten. Det slog ned i mig, at de åbne
grænser og den stadig tættere samtale mellem det europæiske fællesskabs mange lande selvfølgelig på
samme måde gør det. Det var det, Grundtvig vidste, at samtalen er forudsætningen for det gode liv.
Samtalen mellem staterne på det europæiske kontinent er en garanti – den eneste – for, at vores børn og
børnebørn ikke skal komme til at opleve en ny, ødelæggende krig hærge Europa. Den samtale er det nok
værd at give sit kryds.

Krydset og korset
Krydset har en umiskendelig sammenhæng med korset. Det gælder selvfølgelig ikke i ligefrem forstand, så
Jesus og Bibelen kan fortælle os, hvilket parti og hvilken kandidat vi skal stemme på. Men de holder os fast
på, at kristne af Gud er sat fri til at leve og kæmpe for et godt og retfærdigt liv i verden med hinanden. Det
er det, der er vores opgave og mål. Troen har Gud sørget for – på det punkt kommer vi alligevel til kort – for
at mennesker skal bruge kræfterne på at korte uretfærdighed, lidelse, kulde, hårdhed, afvisning og
udsathed for hinanden i verden.

For freden og det gode liv
Målet for et godt liv i verden er samtale, forståelse og solidaritet. Der er stater i Europa, hvor der tænkes
anderledes, end vi gør. Det kan have både historiske og kulturelle årsager. Der er mennesker i Europa, der
tror anderledes end flertallet i Danmark. EU rummer kristne, både katolikker, protestanter, ortodokse, og i
øvrigt alle de andre verdensreligioner. Det er bestemt ikke uden vanskeligheder og forståelseskonflikter. Men
det er i samtalen, at freden sikres og kampen for det gode liv for alle uanset nationalitet, køn, status og tro.
Det er her, at kristne bærer vidnesbyrd om den fred og frihed, Gud møder mennesker med, og giver den
udstrækning og plads. Tankevækkende og uendeligt glædeligt er det, at alle andre store verdensreligioner
forresten arbejder med på den samme sag.  Islam, jødedom, buddhisme, hinduisme, taoisme handler
grundlæggende om fred og det gode liv for alle i verden. Det er kun afsporede udgaver af andres og vores
egen religion, der arbejder for noget andet. Samtalen mellem os i al forskellighed omkring bordet er
livsvigtig, også når det gælder EU-forhandlingsbordet. Det er et kryds for freden og det gode liv.
                                                                                                                      Lars Nymark


 

Nr. 1 - 78. årgang                            Marts – April – Maj  2014    


 

Hvilken vej?
- på vej mod påske

Vi står ved trappen og ser ud over landskabet. Det giver i grunden sig selv, hvor vejen går. Nedad trappen,
selvfølgelig. Men i et splitsekund stiller landskabet et dybere spørgsmål til os: Hvilken vej? Hvor går i
grunden vejen i vores liv? Skovens vækst- og tidsbegreb er forskelligt fra dagligdagens hurtige,
resultatorienterede produktivitet; skoven afdækker noget fundamentalt, som vi har det med at glemme. Har
vi valgt den rigtige vej – eller er vi faktisk kommet væk fra vejen? Vandkanten med vidsynet, den yderste
horisont og det uophørlige bølgeslag får også spørgsmålet til at vibrere. Overalt er det. Selv på vores
allermest selvfølgelige pladser, i et hjørne af stuen, på den hjemlige gårdsplads. Hvilken vej skal vi gå med
vores liv? Hvad er den rigtige? Er vi måske gået fejl? Vi er hele tiden udfordret på svaret.

Det daglige valg
Man kan gruble sig til bevidstløshed på spørgsmålet. Prøv blot at tænke på, hvor mange gange i løbet af en
dag, vi befinder os ved en korsvej. Valget er der hele tiden. Hvis det så bare hed: vil du gå den vej eller den
vej? Til højre eller til venstre? Men der er i dag gennemgående et utal af mulige veje at gå. Klik her – eller
klik dér eller et helt tredje sted. Det gælder snart sagt alt fra havregryn over valg af børns køn til politiske
mål og samliv og tro. Der er kun os selv til at prioritere. Det gør det unægtelig både vanskeligt og
frustrerende. Hvilken vej? Ikke mindst er det frustrerende, fordi vi gang på gang har set, at vi greb galt.

Dem på vejen
”Se, vi går op til Jerusalem”, siger Jesus i Lukasevangeliet. Det er starten på påsken. Der er i Bibelen over
800 steder, som fortæller om nogen på vandring. Både Gud og mennesker er hele tiden på vej. Mellem Ur
og Israel og Egypten og tilbage igen, mellem byer, op ad bjerge, ned i dale, hen over Det Røde Hav og
andre grænser, op til Jerusalem. Der sejles – og gås tilmed på vandet! De første kristne menigheder i
Bibelen bliver af deres omverden kaldt ”dem på vejen”. Bibelen er nemlig ikke en beskrivelse af det
geografiske landskab i himlen. Det er fortællingen om livet på jorden. Vejen er her nøglebegrebet. For det
handler i alt og alle vegne om at bryde op fra sig selv og sit eget og begive sig på vej til hinanden og videre
derfra sammen, siger Jesus. Men hvordan og hvorhen?

At kende horisonten
Skal vi sælge en aktiepost i DONG til et firma, vi er i tvivl om? Hvor meget tid skal vi bruge på arbejde og
hvor meget på privatliv? Er der ikke en grænse for, hvor meget man kan forlange, at vi skal yde og ofre for
andre? Hvad er en rimelig prioritering i mit parforhold mellem det, jeg giver, og det, jeg selv kan have krav
på at få? Vi kan ikke slå op i Bibelen og finde en enkel og entydig rutebeskrivelse. Men vi kan læse og lytte
os ind i den bibelske historie. Pludselig kaster den en horisont omkring alle de vejkryds og valg, som vi selv
dagligt står i. Ikke mindst fortællingen om den vej, Jesus selv gik, påskevejen mod Jerusalem, lyser
horisonten op. Med den får vi en livsguide: han slap ikke kærligheden og sandheden som vej og mål. Aldrig!

Korsvejen
Men én ting er samtidig uomgængeligt i påskehistorien: Jesus døde uden følge! Der var ingen, der fulgte
ham til enden af den vej. Ikke en gang den stærkeste tilhænger og bedste ven. Alligevel blev hans død til
livets korsvej for dem alle. Vi ser med god grund korset som en bom for vejen – det er, hvad det bliver til
med os. Korset til sidst på vores grav. Men det er en korsvej, fortæller Jesus med påskevejen. Det er ikke et
slutpunkt. Påskens kors tegner korssymbolets strittende og afskårne bjælker om for os, så de nu er billedet
af tre veje, der altid fører videre: Tro, håb og kærlighed. Dem har Gud lagt ud til os. Tilmed har han tegnet
dem ind på ansigt og bryst med dåben. Dér har vi trappen og vejen, vi skal bevæge os ad ud i
påskelandskabet mod hinanden. 
                                                                                                                          Lars Nymark


 

 

Nr. 4 - 77. årgang                            December 2013 - Januar -  Februar 2014   

 

 Det begynder med et barn
- på vej mod jul og et nyt år

Gang på gang hedder det: når det bliver jul, bliver vi alle som børn. Det er sandt. Erindringslagene fra
barndommens betydningsfulde julefejringer kan få voksen-skallen til at smelte omkring os. Men det er også
sandt i en anden forstand, når det gælder den kristne julefejring.

En fødsel i verden

Det begynder med et barn. Det begynder med, at nogle venter og får et barn. Det gør det altid. Sådan
begyndte det for os selv. Heldigvis fødes der stort set kun ønskebørn i Danmark. I den nuværende
generation endda i udstrakt grad. Et barns fødsel er skelsættende. Spørg blot førstegangsforældre, der helt
bogstaveligt resten af livet daterer alt med et ”før og efter”. Og for barnet selv, der kom til verden, er det jo
i det punkt, hvor  alting begynder. Uden det var der ingenting. Det er et før og et efter, der virkelig vil
noget.

Et ønskebarn

Kristendommen er en fortælling om et barn, der kom til verden. Om Maria og Josef i fortællingen virkelig
ønskede sig det barn, kan man være usikker på. Omstændighederne omkring barnets undfangelse og fødsel
lægger ikke op til nogen som helst form for forældreromantik. Og én ting er i hvert fald sikker: verden
ønskede sig ikke det barn, fortæller historien. Hverken kejser Augustus eller kong Herodes eller farisæerne
eller de jødiske ledere – eller alle andre i øvrigt. Selv det nærmeste venskab slap til sidst op for ham. Men
Gud ønskede det barn. Det var ham, der satte det i verden. Det var hans projekt, og det blev aldeles
skelsættende for ham som Gud, måske endda mere skelsættende, end han selv lige havde set, da barnet
blev født.

Før og efter Kristi fødsel
Gud daterer i sin kalender et ”før og efter Kristi fødsel”. Verden var i forvejen fuld af børn for Gud. Nogle af
dem hørte tilmed til Israels udvalgte folk. Men med Jesus i verden var alting pludselig anderledes.
Navlesnoren bliver klippet med fødslen. Barnet vokser op og bliver et menneske, der går sine egne veje. Det
bliver en del det store fællesskab og en lang række mindre fællesskaber, indtil alle fællesskaber til sidst
opløser sig med døden. Men for Gud klippes navlesnoren ikke over. Med det barn Jesus, der kom til verden,
vokser Gud selv ind både i det store fællesskab og alle de mindre fællesskaber. Mennesker, som forud i
fortællingen ikke var Guds udvalgte folk, blev det nu. Dem, der havde diskvalificeret sig eller var udsatte,
endda helt bogstaveligt sat udenfor, opdagede Gud med Jesus i verden, at han uløseligt var Gud for og ikke
kunne slippe. Ikke en gang døden kunne skille ham fra dem.

Det fortsætter med et barn
Det begyndte med et barn. Men det fortsætter også med et barn. Det fortæller den historie, der har sin
begyndelse med advent og jul. Uanset hvem Jesus mødte, uanset hvordan de var eller havde det, blev de
for Gud nu hans børn, særlige og udvalgte og aldrig mistede. Derfor rummer den fortælling et uudtømmeligt
reservoir af mod for mennesker at stå op med om morgenen. Den tænder et lys, som altid angiver en
retning, også dér hvor vi er forvirrede, og foden ikke kan finde vej. Den puster tilgivelse og kærlighed i
hjertekulen, selv når hjerterne er gået hen og blevet vaklende og kolde. Den sætter gang i kræfter, der kan
stå op mod livets uforståeligheder og vanskeligheder. Den holder liv i en håbshorisont bag ensomheden og
håbløsheden, selv bag døden i verden. Vi er set og elsket og kaldt ved navn af livets Gud. Sådan lyser den
fortælling af Guds ånd og livsskabende virksomhed i verden.

Nytår
Det er nytår nu – både nyt kirkeår og snart også nyt kalenderår. Det er kirkeårets hilsen til kalenderåret, at
det over alt og altid i livet begynder med et barn, nyfødt og elsket, helt ind i døden. Det er Guds
nytårshilsen. Også for os gælder der et ”før og efter Kristi fødsel”. Og det er det sidste sted, vi har vores liv.
                                                                                                          Lars Nymark

 

 

  Nr. 3 - 77. årgang                                   September - oktober -  november 2013   

 

 

Det kommer os ved
kirken og sognet og kristendommen

Hvad kommer det os ved, om folkekirken fremover skal styres af folketinget eller helt overvejende af et
selvstændigt kirkeråd, valgt af folkekirkens egne medlemmer? Strukturdiskussionen foregår i øjeblikket.
Mange – de fleste? – vil sikkert sige, at det ikke kommer os ved. Det er kun for de særligt interesserede,
menighedsråd og præster, og det er vel kun naturligt, at kirkens aktive er dem, der styrer. Men det kommer
os i høj grad ved
, at kirken er en del af og bliver tænkt med i det daglige samfundsfællesskab, som vi alle
har et ansvar for og derfor også bør have indflydelse på.

Det kommer os ved..
at den historie om livets under og livets ondskab, tilgivelse, tro, håb og kærlighed, som vores
samfundsfællesskab bygger på, hele tiden er i gang med at blive fortalt mellem os. Ikke kun som en historie
fra gamle dage, men genfortalt, så at der ikke er nogen tvivl om, at det handler om os og vores liv. Og ikke
kun fortalt om søndagen, når kirkeklokken ringer, men i dialog i skolen, forsamlingshuset, ved
sommerfesten, i medierne, altså overalt hvor vi ellers vokser til og skal danne os som mennesker i
samfundet.

Det kommer os ved..
at der altid er en ventil i samfundet, en dør, et telefonnummer, en mail, inden for nærmeste, lokale radius,
som man kan gå til på et hvilket som helst tidspunkt, hvis man pludselig står alene med det, der
forekommer helt uoverskueligt og ikke til at finde vej igennem. Tilmed kan man her som det eneste sted
være sikker på en fortrolighed omkring det, tavshedspligten, som er absolut.

Det kommer os ved..
at der er en praktisk medmenneskelig omsorg for udsatte, der kan bevæge sig uden for det
offentligesrammer og tariffer, fordi der ligger et altid inkluderende og respekterende menneskesyn bag. Det
handler både om en kritisk stemme i den politiske debat og en praktisk indsats, også i det helt nære
samfund. Altså en ansporing til stadig opmærksomhed på hinanden og en udøvelse af den opmærksomhed.
Udsat bliver vi ikke kun socialt, men kan blive det på så mange måder gennem livet.

Det kommer os ved..
at der er en ramme, som giver betydning til vores vigtigste fester. Hvor ville vi være, hvis ikke vi havde dåb,
konfirmationer, vielser og begravelser til at styrke vores allervigtigste netværk i civilsamfundet og give dem
retning og betydning?

Det kommer os ved..
at der er nogen, der forpligter sig på hele tiden at arbejde på at styrke fællesskabet ved at indgå i
samarbejde med og bygge bro mellem grupper i lokalsamfundet, skabe historisk bevidsthed, lave
arrangementer for børn, unge, ældre, søsætte arrangementer på tværs af generationer, sætte engagerende
og fornyende kulturelle sammenhænge i spil.

Det kommer os ved..
at kirken er noget andet end en statslig institution som SKAT eller en kommunal forvaltning, der hver for sig
kræver NemID og digital kommunikation. Den er lokal forankret med menighedsrådsmedlemmer, præst og
medarbejdere, som vi kender og har en fortrolighed med fra almindeligt fællesliv på stedet.

Det kommer os i høj grad ved…
Det kommer os i høj grad ved, at folkekirken bliver tænkt med i samfundsfællesskabet til daglig. Også
strukturelt må vi arbejde for, at den aldrig kun bliver for de særligt interesserede.

                                                                                                         Lars Nymark

 

Nr. 2 - 77. årgang                                   Juni - juli -  august 2013    


 

Ud i det fri

- om kirke, bryllupper og liv i det fri

Nu flytter sommeren os fra de vante rammer og ud til et andet sted – i naturen, ved stranden, i bjergene
eller på eksotiske feriesteder. Det giver bevægelighed og gennemgående gladere mennesker. Det skærper
sanserne og giver noget at vende tilbage med.


Kirke i det fri

Kirken flytter også ud i sommertiden. Slotsgudstjeneste, friluftsgudstjeneste og lejrgudstjeneste hos
spejderne. Trosbekendelsens ord om Gud, himlens og jordens skaber får en særlig klang, når man kan se
horisontlinjen og det forunderlige landskab fra ”Himmelbjerget” i Hvilsager. Salmerne får en ny tone i
slotskapellet på Rosenholm, når menigheden uden orgel helt selv må bære sangen oppe. Fællesskabet bliver
på allerbedste vis synligt, når vi sidder i kreds ved lejrgudstjenesten i ”verdens største kirke”. Også
gudstjenesterne uden for kirkerummet skærper sanserne og giver os noget at vende tilbage til kirkerummet
med

Fri i kirken

Kirkerummet er fantastisk; det giver ritualer og salmesang nogle helt unikke rammer. Det er i sig selv med til
at forløse og skabe gudstjeneste. ”Højtidlighed”. Der er altid højere til loftet i kirkerummet end hjemme i
stuen og køkkenet og soveværelset, både konkret og i overført betydning. Kirken er stedet til store ord og
betydningsfulde situationer. I 800 eller måske 1000 år har mennesker mødtes på det sted til det mest
afgørende i et menneskeliv og i slægtens liv: dåb, konfirmation, vielse, begravelse. Det fællesskab kan
mærkes, når man selv står foran alteret eller med barnet ved døbefonten.

At fri i det fri

”Vil du elske og ære…i medgang og modgang?” ”Ja!”. Det er vielsesritualets ord. Måske har man faktisk
første gang givet hinanden det løfte under den store bøg med udsigt til vandet eller en betydningsfuld aften
for to derhjemme, da det handlede om at fri til hinanden. De særlige omstændigheder for frieriet skærper
 sansen for det, man senere vender tilbage i kirkerummet foran alteret for at gentage. Men nu har
biskopperne efter udtalt ønske givet mulighed for, at man også kan sige det anden gang på det, der måske
er det særlige sted for de to, på en plet i naturen eller i haven eller i stuen derhjemme. Forudsat at præsten
og parret kan blive enige om at give det rammer og form, så det bliver et kirkeligt bryllup


Fri til at vælge

Vi er altså fri til at vælge nu. Kirkebrylluppet kan fremover foregå også uden for kirkerummet. Men
kirkerummet skal altid på sin måde være med. Det siger i grunden sig selv. Hvis vielsen skal gøre det højere
til loftet i vores fælles liv end stuen, køkkenet og alle de rammer, vi selv kan finde på, er der noget andet,
som må sætte dagsordenen end selv vores allerbedst udtænkte koncepter. Salmer, evangelieord, bønnen,
ritualet, Guds velsignelse er ordene for det i kirkebrylluppet.

At blive sat fri
Det er vores erfaring, at vi bliver fri ved at fri til og binde os til et andet menneske. Man er ikke kun sig selv
nu, men der er en anden i ens liv. Det sidste er det afgørende. På samme måde bliver vi fri ved at binde os
til ritualet og velsignelsen. Vi er ikke mere alene om livet. Troen og håbet og kærligheden og tilgivelsen,
Guds velsignelse er med. Det er os og vores liv med hinanden, det drejer sig om, men det er det andet, der
sætter dagsordenen. Det er det afgørende. Det er det, der skærper sanserne og giver bevægeligheden og
netop altid noget at vende tilbage med
                                                                                                                                         Lars Nymark

 

 

 

Vielser uden for kirken

Biskopperne har nu givet mulighed for, at der kan holdes kirkelig vielse uden for kirkerummet. Der er ikke
tale om, at det kan blive hvor som helst og på hvilken som helst måde. Det forudsætter, at stedet har en
særlig betydning for parret, og at det egner sig til at danne rammer omkring det, der er et kirkeligt bryllup:
salmer, bøn, tale, ritual. Det må ikke være et sted, der forstyrrer den offentlige orden eller lader sig forstyrre
af det offentlige rum. Præsten og parret skal på den måde finde til enighed om egnet sted og rammer, for at
det kan lade sig gøre.

Muligheden er således åbnet også hos os, forudsat at vielsesstedet er geografisk inden for Hvilsager og Lime
sogne, hvor præsten har vielsesmyndigheden. I øvrigt har menighedsrådet talt om, at ”Himmelbjerget” over
for Hvilsager kirke og anlægget neden for Lime kirke kunne være smukke steder til lejligheden. Her har man
også altid den mulighed at gå ind i kirken, hvis vejret på dagen viser sig ikke lige at være udendørs
bryllupsvejr. For kirken er fortsat det sikre vielsessted på alle måder.

 

 

Nr. 1 - 77. årgang                                   Marts - april -  maj  2013   

                             

 Til nogen begynder at bygge....

- påskens horisont
Kinafareren Marco Polo (1254-1324) beskriver en bro, sten for sten. „Hvad er det for en sten, der bærer broen?“, spørger Kublai Khan. „Broen bliver ikke båret af den ene eller den anden sten“, svarer Marco Polo, „men af den bue, som broen danner.“ Kublai Khan siger ikke noget. Han tænker sig om. Så tilføjer han: „Hvorfor så snakke om sten. Kun buen interesserer mig.“ Marco Polo svarer: „Uden stenene eksisterer buen ikke!“

 

En sammenhæng
Buen binder broens sider sammen. Den tegner sit spænd over et sammensurium af forskelligheder og grænser. En bil i fart, en kvinde på cykel, en mand på gåben, voksne og børn, bebyggelse, natur, vand, der skiller. Buen samler alle enkeltperspektiverne i ét billede. Mange af dem stritter mod hinanden, fordi de er lavet af forskellige materialer og til forskellige formål og med vidt forskellige hensigter og liv. Men ved at blive set gennem broen løser de sig ud af deres begrænsninger og tilfældigheder og grundlæggende modsætningsfuldheder. På det saglige plan bringer broen det adskilte i forbindelse med hinanden og tegner en vej og bevægelse fra det ene til det andet. Alt er holdt sammen i broens spænd. På det følelsesmæssige og eksistentielle plan rejser broens bue en horisont af håb og motivation til at bringe det forskellige og afgrænsede til at mødes.

 

En usammenhæng
Der er meget, der stritter i det liv, vi lever. Vi er forskellige, og vi er ikke specielt gode til at tackle forskelligheder. På den konto sker der udskillelsesprocesser alle vegne. Dem, der falder for dagpengereglerne. Dem med den anderledes hudfarve og det mindre formfuldendte dansk. De handicappede, der koster samfundet mere i kroner og ører, end de selv bidrager med. Dem, der bliver ramt hårdt af skæbnen. De socialt udsatte. Vi kan af så mange forskellige årsager falde ud af sammenhængen.
Men livet stritter også på andre måder. Der er alt det, vi ikke forstår. Modstanden, lidelsen, meningsløsheden, der gang på gang stikker sit slangehoved frem. Skylden, som vi så nødig vil bære på og alligevel hele tiden bidrager til. De andre har det meget lettere, tænker vi. Men det har de på det punkt ikke. Det er ikke til at bære, og vi dur ikke til at bære.

Buen
„Broen bliver ikke båret af den ene eller den anden sten“, sagde Marco Polo, „men af den bue, som broen danner.“ Det gælder helt bogstaveligt om broen i landskabet, men det gælder samtidig i livets allerdybeste betydning.
Biblen har fortællingen om Noah og regnbuen. Efter syndfloden, der havde til hensigt at udslette det liv, som strittede i alle forkerte retninger, kommer Gud på andre tanker: „Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort. Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.” Regnbuen tegner Guds løfte over jordens og livets strittende forskellighed.

 

Uden sten ingen bue
Kublai Khan sagde: „Hvorfor så snakke om sten. Kun buen interesserer mig.“ Marco Polo svarede: „Uden stenene eksisterer buen ikke!“

På et logisk plan er det meningsløst at sige, at uden mennesker i al deres begrænsning og tilfældighed og skyldighed eksisterer Gud ikke. Gud er jo udenfor og ovenfor og aldeles uafhængig.

Men påsken fortæller faktisk den historie. Gud går ind og binder sig til menneskets begrænsede og tilfældige og skyldige liv. Også dér hvor livet stritter allermest lidelsesfuldt og meningsløst. Jesus, Guds søn, hang på korset og blev lagt i graven, fordi der nu ikke skal være noget sted eller mørke hos os, der er uden Gud og hans kærligheds magt. Uden sten ingen bue! Så skarpt tegner Gud påskens horisont. Han danner sin kærligheds bue af menneskesten – med håb og motivation for, at det strittende og afgrænsede da har et sted at mødes og blive holdt sammen.

                                                                                                                                   Lars Nymark

 

Et samfund kan være så stenet

At alt er en eneste blok

Og indbyggermassen så benet

At livet er gået i chok

 

Og hjertet er helt i skygge

Og hjertet er næsten hørt op

Til nogen begynder at bygge

En by der er blød som en krop

                     

                                            Inger Christensen

 

 

 Nr. 4 - 76. årgang                                   December - januar -  februar 2013   

                             

I og uden for krybben
- på vej mod jul og et nyt år
Når det bliver jul, falder en klokke i slag hos alle med en kristen kulturbaggrund. Barnet i krybben! Man skal bevidst have valgt at være i
opposition til kristendommen for at undgå det. Det hænger sammen med, at vi har en lang række erfaringer at lægge til. At være med til en fødsel, at stå med et nyfødt barn i armene, er bevægende. Det er som at røre ved en dyb sandhed om livet. Det lægger på en underfuld måde livskilden i armene på os med ren gavekarakter. Det har vi holdt pragtfulde jul på, lige så langt tilbage erindringslagene i os kan bevæge sig. Julens barn i krybben er en dyb klokke, der falder i slag og spreder bløde ringe i og omkring de fleste af os.

Ord
Men børn er ikke kun tillidsfulde og umiddelbare og tilgængelige. De ligger ikke bare og ser op på os med dybblå øjne. Det ved ikke mindst forældre noget om, selv om de fortrænger det, især ved juletid. Det uskyldige barn i og uden for os selv er et romantisk billede. Derfor skulle barnet også ud af krybben, ud i verden udenfor, hvor Herodes ikke bare falder i svime over et barn, men er parat til at komme det til livs. Hvor mennesker ind imellem er bange og usikre, kede af det og vildfarne og onde og fortabte. De kaldte det barn i krybben for Ordet, fordi et ord kan nå helt derind hos os, hvor intet andet kan. Det ligger ikke bare stille i krybben, hvor det handler om at kunne få øje på det. Ord er i bevægelse, knivskarpe, indtrængende og gennemtrængende. Tænk på det hårdtslående og sårende ord, men også på kærlighedens ord, det trøstende og det håbsskabende ord. Det kan og gør det umulige. Og når der så tilmed er tale om Ordet, Guds ord.

Ordet, ikke ordene
I Vallensbæk er der før jul indviet en helt ny kirke, Helligtrekongers kirke. Den er et smukt og let, moderne byggeri. Som en himmelklokke,
der er anbragt på jorden. Den er sikkert dejlig at være i og holde gudstjeneste i. Som udsmykning har man sat digteren Søren Ulrik Thomsen til at vælge fem ”ord”. De er hugget i sten og sat op forskellige steder i kirken. ”Der er forskel på ordene og Ordet”, gør Søren Ulrik Thomsen opmærksom på. Derfor har han valgt fem ord fra Bibelen.

Hør Ordet
Over yderdøren står der: ”Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke” (Åb.3,8) til opmuntring både for folk, der tilfældigt 
passerer kirken, og til dem, der går ind. Inde midt i kirkens gulv ligger en sten med ordene: ”Ej mindes de svundne Slægter – og de ny, som 
kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen” (Præd 1, 11). Trædestenen slides med årene, og skriften forsvinder 
en dag ligesom os og huskes ikke mere. Men dér hvor man står og er ramt af den ufravigelige sandhed i de ord, ser man lige op mod 
Jesus-ordene ved alteret: ”Som Faderen har elsket mig, således har jeg også elsket jer.” (Joh 15,9). De to græske bogstaver alfa og omega, 
begyndelsen på alt og enden, står ved siden af som et løfte om ”alle dage indtil verdens ende”. Det er så ordene, kirkegængerne får med sig fra 
gudstjenesten – hen til udgangsdøren, hvor der står: ”I har fået det for intet, giv det for intet” (Matt 10,8). Sådan går vejen fra kirken nu videre
i hverdagen i verden.
 
Hvis ikke der var nogen
Søren Ulrik Thomsen siger, at det eneste, han kunne tænke sig mere, var, at kirken også skulle have været forsynet med en klokke. Så ville han 
nemlig have foreslået en klokkeindskrift, der skulle lyde: ”Hvis der ikke var nogen, som kaldte – hvad skulle jeg så svare?” 
Julebilledet af barnet i krybben virker, så længe vi står og ser på det. Men Ordet – det har vi med os ud i verden og helt ind i det allerinderste 
af vores nye år.
                                                                                                                                          Lars Nymark

 

  Nr. 3 - 76. årgang                                   September - oktober -  november 2012   


Pc, iPad, iPhone – og den gode bog
Ferien er for mig de gode bøgers tid. Jeg har i den forløbne sommer fået genlæst både en række klassikere og noget spritnyt. Hver gang er det at åbne ind til et univers. Selv når bogen er lukket, er man fortsat i fortællingens verden lidt endnu. Længe efter kan man endda opdage, at man stadig bærer noget af bogens fortælling med sig.

Pc, iPad, iPhone
Når arbejdet og hjulene kører resten af året, bliver der ikke meget tid til at læse på den måde. Så er det Pc, iPad, iPhone. Men det er ”surf”. Den digitale flade er brættet. Vi ”scroller” hastigt med fingeren ned over den. Det er bølgen, vi ruller på, og der er hele tiden en ny bølge på vej ind foran. Opdateringer, version 2.0. I grunden er jeg altid bagud.

En kaotisk mangfoldighed
Videns- og informationsmængden gennem de digitale medier er uendelig. Den er kaotisk som verdenshavene, og alt, hvad jeg finder, er nåle i en stor høstak. Jeg går på jagt og klikker og henter linjer ud, jeg skal bruge, og ser aldrig resten og tænker heldigvis heller ikke over den. For det er alt for uoverskueligt til, at jeg kan bruge det til noget.

Centrum – det er mig eller...
På de digitale medier er det mig, der er sendt på jagt for at prøve at skrive historien. Mine behov, mine ideer, mine opgaver lige nu – det er dem, der bestemmer, hvor jeg dumper ned i cyberspace, og hvad jeg ”klipper ud”. Jeg læser det, der interesserer og fanger min opmærksomhed – og kun så længe jeg synes, at det fanger og fænger.

Et online-liv
Dagligdagen er blevet et onlineliv. En gang stod bordtelefonen derhjemme i et hjørne. Nu er iPhonen overalt i hånden, og opmærksomheden er hele tiden rettet mod den for at kunne ”være på” og være på højde med alle mulighederne. Når vi er i selskab eller sidder til møder, er der en betragtelig del af selskabet, som sideløbende er i gang med at tjekke hjemmesider og tilbud og afgangstider eller lave opdateringer på Facebook. Vi kigger snart lige så meget på skærmen som på hinanden – ellers melder sig straks fornemmelsen af, at vi måske ikke er tæt nok på.

Den gode bog
Det er derfor, at den gode bog og fortælling er så fantastisk – og vigtig. Den skaber en nødvendig distance til onlinelivet. Den består ikke af et uoverskueligt antal her-og-nu-muligheder, hvor fem og syv kan være lige. Den er en historie med begyndelse og slutning. Man kan lægge den fra sig, men den er der alligevel og har ikke flyttet sig i mellemtiden. Bogen prøver med sin fortælling at tegne et rum og en sammenhæng og en vis orden og uorden, som vi kan samle vores tanker og erfaringer omkring og se livet og hinanden og hele cyberspace ud fra. Vi er for en tid befriet fra selv at være centrum. Bogens fortælling hjælper os til at navigere og ikke bare snurre omkring os selv.

Evigheden
”Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.” (Matt kap. 13 v.45-46). Det er måske verdens mindste historie, Jesus her fortæller. Ikke større end en sms på mobilen. Men den samler Gud og hele verden og meningen og mig. Tænk at være bare ét blandt mange trillioner af log-ins midt i universet og tilmed være kaldt en uerstattelig perle. Det er der evighedsperspektiv i midt i online-verdenens turbo-tid.

Det er et slag for bogen. Ikke mindst Bibelens bog. Det er den, der gør, at jeg får en mulighed for at komme på hold af mig selv og livet, inklusiv alle de gode digitale muligheder – i stedet for bare at blive skyllet over af dem.

                                                                                                                                           Lars Nymark




 

     Nr. 2 - 76. årgang                                                   Juni - juli -  august - 2012


Det skal fortsat være en folkekirke – forhåbentlig?
- forsvar for folkekirken i anledning af en fornyet debat om adskillelse af kirke og stat

Det begyndte med et stykke symbolpolitik for S-SF-R-regeringen: Homofiles adgang til at blive viet i folkekirken på lige fod med par af begge køn. Undersøgelser fra det seneste år har godtgjort, at selve sagen har et helt overvældende flertal i befolkningen og i menighederne og blandt præsterne og også flertal blandt biskopperne. Der var kort sagt tale om en bagatel, der fornuftigt forhandlet og i overensstemmelse med praksis endelig kunne have været bragt på plads med en frihed til de få præster, som ikke ville være med.

Folkekirken sat i spil
Men en kluntet håndtering fra regeringens og kirkeministerens side har pludselig blæst sagen op til noget langt større. Det har ført til fornyet spørgsmål om forholdet mellem stat og kirke. Regeringen har i forvejen i regeringsgrundlaget bebudet, at styringsstruktur og ansvarsfordeling skal kigges efter i sømmene. Folkekirken er sat i spil, og det er den nu for alvor. Det har den været mange gange i sin 150 år lange historie, men denne gang tyder alt på, at der kommer til at ske forandringer. Tonen er væsentlig mere aggressiv og definitiv fra begge sider, end den har været. Hidtil har det været folketinget, der efter gensidig konsultation lovgav om kirken, der så indadtil selv fandt ud af, hvordan den kunne føre lovgivningen ud i praksis med gudstjenester og ritualer, menighedsråd og ansættelser. Nu får folkekirken måske om en tid en forfatning med et egentligt selvstændigt, bestemmende kirkeråd, sådan som der var lagt op til allerede med grundloven af 1849. Altså folkekirkens eget folketing.

Forsvar for folkekirken
Jeg har altid været en varm tilhænger af folkekirken – med den sammenvævning af kirke og stat, der har båret igennem til nu. Samme lovgivende instans for stat og kirke er et udtryk for, at den evangelisk-lutherske kirke er den folkelig-kulturelle rod i det danske samfund. Stat og kirke hører i Danmark sammen. Mere end 1000 år rækker den fælles rod tilbage og har sat sit præg på musik, kunst, skole, rets-, sundheds- og socialvæsen, alt. Det er begrundelsen for, at folkekirken selvfølgelig altid haft en anden status i landet, også i grundloven, end andre trossamfund. Det er samtidig aflysning af enhver indbyrdes kamp mellem religioner og trossamfund i Danmark om ret og plads. Den slags kampe er der alligevel ingen af os, der kan bruge til noget godt. Ligesom kirkefyrster og paver er udelukket, både små og store. Folketinget lovgiver – i sagens natur ikke mod folket og dets ønsker, men med folket – og så må kirken finde ud af at svare på det med sin forkyndelse, sin gudstjeneste, sine ritualer og sin sociale praksis. Det har faktisk vist sig at fremme afgørende processer og fornyelser. Aktuelt omkring homofiles adgang til kirkelig vielse. I 1948 rejste folketinget sagen, der gjorde det muligt for kvinder at blive præster. Den sag er der kirker i andre lande, der fortsat diskuterer med sig selv.

En levende kirke i et levende samfund
Omvendt betyder det, at kirken i Hvilsager og Lime sogne altid må være forpligtet på det yderste hus i sognet, uanset om dem, der bor der, kommer i kirken om søndagen eller ej – ja, uanset om de overhovedet er medlem af kirken eller bekender sig til kristendommen. Folkekirken er ingen sekt, der kun skal tænke på det religiøse og indre liv eller på sine egne. Den skal være ”en levende kirke i et levende samfund”; sådan har menighedsrådet formuleret målsætningen. Som folkekirke har kirken et ansvar for altid at prøve at se og tænke alle med, børn, unge, midaldrende, ældre, politiske observanser, handicappede og ikke-handicappede, alle etniske grupper. Den skal på én gang være både solidaritet og kritisk instans i samfundssammenhængen. Frem for alt er folkekirken med sin status i samfundet forpligtet på at bevare sin åbenhed og inklusivitet. Det er i øvrigt samtidig et adelsmærke for det, Jesus bragte til verden.

Folkets kirke
Måske er vi på vej mod en kirkeforfatning, hvor kirken får sit eget styrende råd for indre anliggender. Noget tyder på det. Det er som sagt ikke uden bekymring, at jeg ser det komme, selv om det er langt fra en direkte adskillelse af kirke og stat. Til gengæld er det så helt afgørende, at et styrende råd bliver kirkens folketing, der fortsat sikrer folkets kirke, og ikke et centralt styrende organ af eksperter eller specielt flittige og magtfulde fra de kirkelige eller politiske partier. Der er kun folket, dvs. os og de valgte menighedsråd, til at sikre, at kirken fortsat er en folkekirke, der er forankret på det sted og mellem de mennesker, hvor vi er.
                                                                                                                                   Lars Nymark
 




 

     Nr. 1 - 76. årgang                                                           Marts - april -  maj - 2012


Det handler om horisonten

Det er horisonten, den aktuelle horisont, der hele tiden er afgørende for vores liv. Det er anderledes at stå op til en dag, man glæder sig til, end en dag, man er bange for eller ked af. Horisonten gør forskellen. Hvorfor kan et kærligt ord til os i et splitsekund forandre dagen for os? Fordi det straks bliver det ord, der tegner horisonten, uanset hvor meget brok og kaos dagen samtidig rummer.

En tydelig horisont
Der er steder, hvor horisonten bliver tydelig. Det gælder endda helt bogstaveligt. Når vi går i strandkanten, tegner horisonten sig for vores øjne langt ude over havet, og det er, som om det uophørlige bølgeslag når os et sted helt derudefra. Vi og vores liv og verden bliver ligesom holdt på plads. Måske er det derfor, at det gennemgående opleves dejligt at gå langs vandet. Himlen er en anden af de store horisonter, hvad enten det er stjernehimlen med dens storhed og uendelighed, eller det er stilheden i himmelhvælvet højt oppe i bjergene. Endelig er der skoven. Træerne med deres stammer og kroner, der er større end os og rankere og fastere, og alligevel levende og organiske. Man trækker vejret lettere, når man går i skoven. Der er en ro, der forplanter sig. Der er steder, der gør horisonten tydelig.

En utydelig horisont
Men der er også steder, der gør horisonten utydelig for os. Utøya sidste sommer er et af stederne. Det er stadig ufatteligt, at livet rummer så meget aldeles unødvendig ondskab. Et dejligt sommerstævne for en stor gruppe unge mennesker, der pludselig forvandles til død og helvede. Vi kan læse og analysere på Breiviks store testamente og manifest og prøve at finde psykologiske og sociologiske og ideologiske forklaringer. Vi kan prøve at dramatisere os ind i hans vanvittige univers. Tilbage står stadig ondskabens ufattelighed, der selvfølgelig er så meget desto mere uforståelig og nedbrydende for troen og modet for dem, der på Utøya har mistet søskende og børn.
Det er ikke nok for de mennesker, at Breivik bliver erklæret syg, så det handler om ”et tilfælde”. Det er forståeligt nok først med en doms ansvarliggørelse, at retfærdigheden igen begynder at tegne en horisont omkring livet, som de mennesker kan bevæge sig imod.

Den falske horisont
Der er falske horisonter. De stråler og lokker. Men de snyder og bedrager os og efterlader os med tom stress over mislykkethed, angst og opgivenhed i stedet for. Lykken som målet og meningen med livet er en af de bedrageriske horisonter. Vi skal helst konstant være lykkelige og glade. Hvis ikke vi er det, er der noget galt. Det må vi se at få gjort ved eller se at komme over det. Hvem vil ikke helst bare have det godt? Det er lettest for alle. Så indarbejdet er det blevet, at omgivelserne forventer det for bedst at kunne omgås os i det gode selskab – og vi forventer det også af os selv. Det er et uudholdeligt pres: mennesker skal helst være lykkelige døgnet rundt. Det holder ikke i en virkelighed, der ser anderledes ud. Og hvem har i grunden lovet os, at livet skal være lykkeligt? Livet selv borger i hvert fald ikke for det!

Påskens horisont
Min hovedkanal ind til kristentroen er ikke længslen efter det lykkelige, smertefrie liv på en paradis-ø her og engang. Vejen til kirke er for mig, at den fortælling, jeg hører i gudstjenesten, er den eneste virkelig realistiske fortælling, jeg kender om mit liv. Den fortæller om lykkelige øjeblikke, altid fra mødet med en suveræn, underfuld godhed og kærlighed og i sammenhæng med andre. Det genkender jeg. Men den fortæller også om tomhed og ufattelig ondskab og skyld. Den snyder ikke det mindste, når det gælder ulykke, smerte, lidelse og død. Den siger tværtimod, at de ikke bare forsvinder, heller ikke hvis vi tager os mere sammen og spiser sundere og husker vores mindfulness-program. Også det genkender jeg. I netop disse uger fortæller den historien om Jesus, kærligheden og godheden, der går fastevejen i verden gennem smerte, ondskab og tvivl i mørket til døden. Der er ikke nogen anden vej; det er din og min og ethvert menneskes. Men historien i gudstjenesten tegner en horisont på det. Det er det liv, Gud har valgt. Kærlighed og godhed står altså foran ondskaben. Gud taler til tro og håb ind gennem døden. På den historie står jeg op hver morgen, ligesom Jesus stod op påskemorgen, og hører, at det også gælder den dag, hvor det ellers er slut.

Det handler om horisonten, den aktuelle, daglige. Det er den, der afgør livet.
                                                                                                                                       Lars Nymark






 

                            Nr. 4 - 75. årgang                                                           December 2011 - januar -  februar - 2012


Velkommen til et nyt år
- advent og nyt kirkeår

Der er kalenderår, regnskabsår, skoleår. Der er også et kirkeår. Det er det, der tager sin begyndelse med den første adventssøndag og varer frem til advent næste år. Det er på nogle punkter et særligt år. Det skrider kronologisk fremad ligesom alle andre år. Et langt stykke af vejen følger det Jesus’ livsbane fra fødsel i december til død og opstandelse i påsken. Men netop på den måde bevæger kirkeåret sig ikke kun horisontalt fremad i tiden 2011, 2012, 2013. Det bevæger sig samtidig hele tiden op og ned mellem himlen og jorden og Gud og os. Evigheden til alle tider.

Årets fortegn
”Velkommen nytår” – det er omkvædet i den nytårssalme, der hører til kirkeårets start. ”Velkommen!” synger vi til alt det, der gør tingene nye, uprøvede, fulde af muligheder, tro, håb og kærlighed. Kirkeårets fortegn er hverken plus eller minus, der altid betyder ”lidt mere” eller ”lidt mindre”. Evigheden er fortegnet for kirkeåret. Det betyder, at selv om vi er fortrolig med jul, påske og pinse, og hvad der ellers ligger foran, kan ingen overhovedet sige, hvad det hele går hen og bliver til, for kirkeårets perspektiv er Guds kærlighed. Den handler helt igennem om det bedste, som langt overgår selv de højeste forventninger.

År kommer og går
Det kan man ikke sige om kalenderår, regnskabsår, skoleår. Der er for det kommende år intet her, der borger for, at det bedste skulle indfinde sig. Der er også næste år nok at bekymre sig for på verdensplan, Libyen, Syrien, globaliseringsproblematikken, miljøproblematikken. De økonomiske problemer, som Europa og Danmark står over for i 2012, ser heller ikke ud til at blive spor mindre end i 2011, snarere tværtimod. Folkeskolen har fortsat en hård kamp foran sig op ad bakke for at sikre faglige mål og dannelsesmål og sociale mål i en tid med fortsatte nedskæringer. Også i 2012 er der nogen, der vil blive tabt her.

Et nyt år
Kirkeåret 2012 varsler nu på en særlig måde et nyt år. Der er kommet en ny regering. Det rejser helt selvfølgeligt spørgsmål til forandring. Kirkeministeren Manu Sareen har indisk baggrund og var hindu, før han blev døbt. Det må nødvendigvis åbne for nye tilgange og perspektiver at se tingene i. Han har ved sin tiltrædelse bebudet en hurtig afslutning på usikkerheden om homoseksuelles vielse i kirken. Så er i det mindste en bagatel, der har skygget for så meget andet væsentligt i kirken, til en side. Sådan bliver det nytår for nogen. Det er der kun grund til at glæde sig over.

Også for kirken
Det nye år for kirken ligger imidlertid først og fremmest i, at regeringsgrundlaget rummer planer for at justere på forholdet mellem kirke og stat – men med en fortsat fastholdelse af folkekirkens særstilling i forhold til andre religioner. Det er for mig at se det sidste, der borger for, at det kan blive et nyt år. Jeg går ind for ligestilling, for frihed, for fuld respekt for andre religioner, for økonomisk lighed for den religiøse udøvelse. Men jeg kan ikke se andet, end at det alt sammen trives bedst og har størst chancer, når det ikke skal gå op i indbyrdes konkurrence, lobbyisme, millimeterdemokrati, stadig vagtsomhed og politiserende slagsmål mellem religionerne. Den majoritetskirke, der siden reformationen har været blottet for ydre magt og kunnet rumme en næsten utrolig bredde af synspunkter, får også i det nye år opgaven at være med til at sikre friheden og tolerancen både verdsligt og religiøst i det danske samfund.

Velkommen nyt år
Derfor ”Velkommen nyt år”! – både kalenderår, regnskabsår, skoleår, folketingsår, med opbrud og forandringer, alt nyt, der skal tages stilling til, diskuteres, justeres og føres ud i livet i det kommende år. Kirkeåret lægger Guds og evighedens fortegn ind over det alt sammen – det, der hele tiden gør tingene nye, uprøvede, fulde af muligheder, tro, håb og kærlighed, langt ud over alle vores bekymringer og forventninger. ”Velkommen” signalerer glæden, forventningen og håbet til det.

                                 

                                                                         Lars Nymark





 

                                  Nr. 3 - 75. årgang                                                                    September - oktober -  november 2011   


Det der virkelig forandrer
To gange om året kigger vi i krystalkuglen. Ved nytårstid, hvor vi ser efter alle de store linjer i året foran – det handler om livet – og når sommeren er forbi, og det hele tager fat igen. Nu handler det mere jordnært, praktisk om ”resten af året”. Krystalkuglen hedder kalenderen. Men derfor handler det dybest set også om livet.

Hvad dukker op?
Vi ser hen over månedsplanen med alt det, vi pludselig har fået aftalt for den sidste del af året. De indstregede aftaler, møder, forpligtelser. Der er altid alt for meget. Hvordan skal det mon kunne nås? Nu var hjertet ellers kommet til ro hen over sommerens ferieuger, men straks nærmer endorfinerne sig det røde felt igen. Vi prøver at kigge på de tomme dagsfelter, der er tilbage. Dem er der alt for få af, og hvad dukker der ikke op på dem, når vi nærmer os? Vi prøver at regne den ud, men det har af gode grunde sin vanskelighed. Og endelig ser vi på stregerne, der i kalenderen er skillelinje mellem dagene. Hvad kommer der til at stå på linjerne? For vi ved godt, at der kan ske det helt uventede, som vi overhovedet ikke har nogen chance for at regne ud. Det sidste er vi delt ved. Det er en dejlig tanke, at der er gode overraskelser gemt. Lad os regne med det! Men næppe har vi sagt det, før vores forventnings-pendul svinger: Sæt katastroferne rammer os! Så kan det være helt ligegyldigt med alt det, vi har regnet ud og planlagt.

Det der kommer bag på os
Det, der virkelig forandrer noget, kommer altid bag på os. Da jeg var barn, var det en utænkelig tanke, at Europa ikke for al fremtid var delt i øst og vest. Men pludselig med Murens fald var det i løbet af en nat, så man igen kunne nå hinanden, og krige, som altid har været en inter-europæisk trussel, lå nu uden for horisonten. En dag kaldte et af børnene inde fra stuen, og da jeg kom ind foran skærmen, så jeg det, som jeg ikke havde troet muligt: to fly, der fløj ind gennem Twin Towers med terrordød og ødelæggelse og i et splitsekund gjorde så meget anderledes i verden. Nine-eleven. 22.juli på Utøya har nu lagt sig tungt i kølvandet. Og mens vi her i foråret i konfirmandstuen havde besøg af en egyptisk ung kvinde, der fortalte os om de interne vanskeligheder i sit hjemland, blev det pludselig et arabisk forår. Uden at det er til i øjeblikket at se, hvor det ender, åbner det perspektiver i verden, som overhovedet ikke var der før. 

Ingen kender dagen
Det havde vi forudset, er der dem, der altid bagefter siger. Det er sådan en slags ”anden dags clairvoyante”. Dem tæller vi ikke med. Sandheden er, at det havde vi netop ikke forudset. Ligesom der er så meget andet i vores liv, som vi ikke så, før det var der. En dag stod der én ved siden af os. Det var ikke til at se andet, end at det var tilfældigt, for det var det jo. Men pludselig blev det alt andet end tilfældigt. Det blev aldeles skelsættende for resten af livet. Livet blev et helt andet af det! Ligesom det gang på gang har været tilfældet, at mennesker har samlet en dyb smerte i livet op i salmeordene ”Ingen kender dagen, før solen går ned”. Det er svært at undgå ar ryste på hånden, når vi ser ind i kalenderens krystalkugle for at planlægge og i grunden ikke kan planlægge noget som helst. Fordi det, der virkelig forandrer noget i livet, altid kommer bag på os.

Det der virkelig forandrer
Det kunne også stå som en overskrift på kristendommen. Livet og kristendommen er nemlig samme sag. Det er et grundtræk ved alle fortællingerne om Jesus og alle de fortællinger, han selv kom med, at de kommer bag på mennesker. Her er det, de ikke selv har planlagt og ikke kunne regne ud. Hvem er dog han? spørger de. Hvad er det for en magt? Er det virkelig billedet af Gud? Hvor mennesker så skyld, sagde han ”Du er tilgivet!” Hvor de så håbløshed, gav han dem et levende håb. Hvor de sagde ”Død!”, sagde han ”Liv!” – og var det selv for dem. Livet, der tilmed trodser døden. Det rimede hverken med deres erfaringer, deres kalender, deres frygt eller bekymring. Det kom bag på dem. Men det gjorde livet til forskel, at han viste dem Gud som kilden for dem til at øse af til liv – altid og trods alt.

”Min nåde er dig nok”
”Min nåde er dig nok” – det er Gud, Paulus citerer.  Det betyder ikke, at så kan op og ned og alt i livet være ligegyldigt. Men det er løftet om, at der Gud nok, der kommer bag på os til at styrke, skabe og tro og håbe. Også når det gælder efterårets kalender. Dybest set er det det, der virkelig forandrer.
                                                                                                                                                                          
Lars Nymark






 


Guds-fri
- troens vaner og uvaner
Konfirmanderne spørger næsten hvert år, hvordan vores tro er bedre end de andres tro? Med hensyn til at tro, er der ingen kvalitetsforskel mellem religioner. Tro handler altid om at prøve at forankre sit liv i det, der gør det sandt og betydningsfuldt. Det kan kun kalde på respekt, når mennesker gør det, uanset om det er muslimer eller kristne eller folk med en anden religiøs eller humanistisk overbevisning. Men til det, konfirmanderne egentlig spørger om, må jeg sige, at jeg har erfaret, at troens kriterium indfrier kristendommen bedst.

Min trosbekendelse
Kristendommen taler for det første mest realistisk om, hvordan det er at være menneske. Den fortæller historien om livets overvældende forunderlighed, smertens og lidelsens tilstedeværelse i livet og dødens uforsonlighed, uforståelighed og uflyttelighed. Det er alt sammen noget, jeg på alle måder genkender fra mit liv. Her får jeg sat uomgængelige ord på det. Kristendommen er for mig at se samtidig den religion, der taler mest realistisk om ondskaben i verden, fordi den aldrig prøver at forklare sig ud af den. Der er ikke noget menneske, der fødes ondt. Vi er skabt til det gode liv. Alligevel er ondskaben der som en uforklarlig magt, vi alle lader os infiltrere af og har gang i uden undtagelse. Vi vil det ikke, men gør det alligevel. Uforklarligheden i det er en side af ondskabens overmagt. For så lader det sig jo ikke gøre for os at komme omkring den. Også det rimer med det, jeg dagligt erfarer.

Livsmodets kilde
Endelig er det kristendommen, der giver mig modet til at leve dette herlige og brogede og smertefulde og dødelige liv. Gud bygger bro for mig hen over det, der har det med enten at få mig til at stene eller give op og i hvert fald opgive Gud. Ofte har jeg tænkt, at han var et sted bagved, anklagende eller svær overhovedet at finde; men han kommer altid forfra. Han har gået min vej i forvejen og står der, for at stien foran skal være banet til nu at gå for mig. Gud er en åben tro at tage af, som er stærkere end min, et håb, der bliver ved, når mit håb vakler, og kraft, der siger liv, hvor jeg kun tror, at der er død. Sådan er fortællingen om Jesus, Guds søn.

Guds-fri
Det fantastiske ved den kristne religion er, at den giver mig Guds-fri. Den sætter mig fri af at skulle bruge mine kræfter på at tænke på, om Gud nu bliver dyrket nok. Han har tænkt på det hele for mig, for at jeg i stedet skal bruge mine bedste kræfter på det liv, der har brug for dem. Sådan lykkes det at undgå, at opgivenheden strør sin sne ud over alt, og at ondskaben kommer til at sætte dagsordenen i verden, og at døden får ret, allerede længe før den står der. Det er kristendommens gode vaner. Jo mere Guds-friheden indleves, desto mere godt liv får Gud skabt i verden.

Gudstjeneste
Men Guds-fri kan også få sine uvaner. Guds-fri betyder, at kristne ikke skal gå til gudstjeneste for Guds skyld. Til gengæld er det en af troens uvaner, hvis ikke vi ind imellem gør det. Gudstjenesten er troens brændpunkt. Her samles trådene i spillet mellem Gud og mennesker. Hen over den lille time, som gudstjenesten varer, hører vi, hvad Guds mening er; vi erfarer den som noget, der rører ved os, og øver os allerede i kirkerummet på nu at bruge alle de kræfter, vi har fået fri, på det bedste i den vanskelige verden: troen og håbet og kærligheden og fællesskabet med hinanden. Vi øver os inde i rummet, så det sidder i kroppen, når vi går ud derfra til hverdagen med hinanden udenfor.

Kristendommen ruster mig til at leve sandt og betydningsfuldt uden at lukke øjnene for livets vilkår.
                                                                                                                                           Lars Nymark

 

Et godt søndagstilbud
Hvad er det, at den almindelige, ugentlige søndagsgudstjeneste har at byde på?
- et ugentligt kapitel af vores livs og kulturs grundfortælling om godt og ondt og livets mening
- kraft til nogle af livets vigtigste ord: Gud, tro, håb og kærlighed
- ritualer, der er dybt forbundet med det elementære i livet
- billeder og musik, der bevæger noget i os
- salmer, hvor nogle på en elsket måde trækker tråde tilbage til vores livs begyndelse, og andre har noget at øve os på for resten af livet
- en 10-minutters prædiken, der hver gang prøver at sætte evangelie-fortællingen ind i et stykke af vores aktuelle, daglige virkelighed
- et møde om noget betydningsfuldt med en række lokale mennesker
- en god pause midt i travlheden i livet.
Alt det byder en lille times gudstjeneste på – HUSK at bruge den, også på de almindelige søndage!
 






 

                Nr. 1 - 75. årgang                                                                        Marts - april -  maj - 2011


Frivilligheds Danmark
Elleve mennesker i sognene arbejder i løbet af året i menighedsrådene. Et godt og vel tilsvarende antal arbejder i beboerforeningernes bestyrelser ved de tre forsamlingshuse. Et antal, som jeg slet ikke har overblik over, arbejder i spejderarbejdet, i skolebestyrelse og klasseråd, i det politiske foreningsarbejde eller i Lokalrådet eller vandværket eller det lokalhistoriske arkiv. Alt sammen for at sikre og styrke det lokale fællesskabs liv og muligheder. Da Rosengården inviterede til julefrokost for de frivillige på stedet, var der 100 lokale på invitationslisten. Dertil kommer dem, der sørger for, at der er linedance og kortklubber og mødregrupper og bemanding af genbrugsbutikker og besøgstjenester og meget andet. Tilmed har alle dem, der er nævnt her, en endnu større kreds af mennesker, der lader sig inddrage til at løse konkrete opgaver.

Gud ske tak for de frivillige
Indsatsen står ikke på lønningslisten, i hvert fald højst på erkendtlighedens plan. Tværtimod er det det, der bliver klemt og glemt, når der tales om efterlønsreformer og stilles stadig større krav til den tid, vi effektivt er bundet på arbejdsmarkedet. Men Rosengården og omsorgsarbejdet og kirken og forsamlingshusene og vandværkerne og foreningerne og lokalsamfundene og bredden i det sociale arbejde ville overhovedet ikke kunne gå rundt, hvis ikke der var et ”frivilligheds Danmark”, som lod sig engagere og trække på. Altså nogen, som gider gøre noget for andre og fællesskabet. Og det er der! Tydeligvis i høj grad i de generationer, hvor det daglige arbejde med børnene og lønarbejdet ikke mere er en hovedkilde til livet.

Der er nye på vej
For få år siden troede vi, at det alt sammen døde med de modne generationer. Sådan har vi nu troet mange gange! ”De unge er individualister, der ikke gider engagere sig i andet end det, der lige drejer sig om dem selv”. Den allerseneste undersøgelse af danskernes værdier viser, at sådan forholder det sig overhovedet ikke. Den yngste gruppe af unge voksne på 18 til 25 år lader sig i høj grad engagere i det frivillige arbejde. Det er ganske vist ikke så meget i vandværket og menighedsrådet og beboerforeningen, men det er de yngste, der er parat, når det gælder at yde indsats i fornyende græsrodsbevægelser på mange forskellige planer. Det er en lige så uundværlig indsats i fællesskabet. Og så er de der til at tage over, når vi granvoksne mangler om nogle år i de andre lokale sammenhænge.

Hvor har vi lært det fra?
Mennesket er grundlæggende et socialt væsen, men på den måde, at passerens ene ben altid står hos os selv. Det er fra jeg’et i centrum, at passerens radius er bestemt. Nogle gange kan den blive meget lille, den radius, så det kun lige drejer sig om os selv. Men passerens ben lader sig justere – og det viser sig, at betydningen af livet – og ofte også overskuddet – er størst, når passerens radius er spændt ud. Åbne arme og en vej, der fører til andre og rummer mange, er liv. Det er noget, vi, der er spiddet i passerens centrum, har lært gennem livet og hele tiden skal mindes om.

Elsk din næste
Biblen skildrer Jesus som det menneske, der aldrig gik på kompromis med det gode – som alle vi andre. Han fortalte en historie, der ikke lader sig fjerne fra vores indre nethinde: den handler om en foragtet fremmed, ”den barmhjertige samaritaner”. Sådan levede han selv – i kærlighed og omsorg for næsten. Den, der havde brug for hjælp, var hans livs eneste mål. Og selv om han måtte bruge sit liv op på det, så han til sidst døde af det, kan vi høre, at det er et sandt liv. En virksom gave fra Gud til os mennesker. Frivilligheds Danmark er bygget på den historie og drives af den.
                                                                                                                                                                          
Lars Nymark






 

                            Nr. 4 - 74. årgang                                                           December 2010 - januar -  februar - 2011


”Til døden skiller jer ad”
- i anledning af forslaget om homoseksuelles adgang til kirkelig vielse og velsignelse.
Ingen er i tvivl om, hvor overskriften er hentet fra. Det er ord, der lyder foran alteret under et bryllup. Præsten spørger de to, der står der ”Vil du elske og ære..indtil døden skiller jer ad?”, og de to svarer ”ja”, hvorefter præsten erklærer dem for at være rette ægtefolk både for Gud og mennesker.

Det handler om to
Ægteskabet mellem to mennesker er altså ikke noget, som præsten eller kirken etablerer. Det hviler på det ja-svar til at forpligte sig på hinanden, som de to har sagt i forvejen, og nu i al åbenlyshed bekræfter ved brylluppet – eller den kirkelige velsignelse. For det har også fra gammel tid været en mulighed, at et par, der er blevet gift på rådhuset, kan komme i kirken og få Guds velsignelse over deres forpligtelse på hinanden.

Det er ikke godt at være alene
Forhåbentlig handler det om kærlighed. Det er virkelig ikke godt for mennesket at være alene. Det er der ikke nogen af os, der kan klare. Derfor er der familie og venner omkring os – og en godhed og kærlighed, der knytter os sammen i et fællesskab med hinanden.

En medhjælp, der passer
Men det hører med til en af velsignelserne i verden, at der kan opstå et helt særligt tæt og forpligtende forhold mellem to. Det kan begynde med romantik og røde roser, forelskelse og fascination af hinandens krop og væsen. Men hvis det for alvor skal blive en velsignelse, udvikler forholdet mellem de to sig til at være det sted, hvor vi hver for sig er agtet og regnet og respekteret og minsandten også holdt af og holdt ud, sådan som vi er. Det er ikke mindst vigtigt for os, at der er en tæt på, som vi får historie sammen med, og som holder fast ved os og kan bære over og tilgive og fortsat holde af os med alle de dyder og fejl, vi har, både i morgen og i overmorgen, ja, med kærlighedens grænseløshed. ”Til døden skiller jer ad”.

Bær hinandens byrder
Ofte tænker man, at brylluppet er festen for den lyse lykke og alle følelserne på de høje nagler. Det er det også. Men der er grund til at gøre opmærksom på, at vielsesritualet ikke siger til de to: Kan I nu hygge jer og have det rigtigt fornøjeligt med hinanden alle dage. Det siger: Bær hinandens byrder – fordi det dybest set er det, det handler om i det helt nære forhold mellem to mennesker. Barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed, overbærenhed, tilgivelse. Hvor ville vi være henne, hvis ikke? Det er det, der er kærlighedens væsen. Nogle gange bliver det udtrykt i fælles børn. De er et parforholds kærlighed på stadigt dagligt arbejde med alle de omkostninger og belønninger, der ligger i det. Andre gange handler det ikke om børn, men derfor i lige så høj grad om at være der for hinanden. Det er det, de to har sagt ”ja” til.

Guds velsignelse
To menneskers åbenlyse og forpligtende forhold til hinanden er der al grund til at lyse Guds velsignelse over. Det er ikke kun noget, vi påstår, at vi har lov til. Det er hele vejen igennem begrundet i Guds egen historie med os og verden – hvad enten vi tænker på dåben, Fadervor eller Bibelen. Og her gør det ingen forskel, om der er tale om jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde, siger Jesus og Paulus og hans apostelvenner.

Der står imidlertid også andre ting i Bibelen, som med voldsom kraft fordømmer et forhold mellem to af samme køn, altid mænd. Men det handlede på Bibelens tilblivelsestid om noget helt andet end parforhold af samme køn, som vi kender dem i dag. Målet var dengang en individuel, religiøs dyrkelse af kroppen langt fra kærlighedens og livets mening, som den er udtrykt i ordene ”Bær hinandens byrder”. Tilmed blev mænds dyrkelse ofte af drenge kaldt for det ultimative. Derfor krævede den slags forhold afstand og afvisning.

Kirkelig vielse
Et ministerielt udvalgsarbejde i folkekirken er netop afsluttet. Det er i øjeblikket til høring hos præster og menighedsråd. Udvalget har været tøvende over for enigt at anbefale indførelse af en kirkelig vielse af homoseksuelle, men alle medlemmer har med en enkelt undtagelse været enige om, at det forpligtende forhold mellem to mennesker, også når det handler om to af samme køn, er en Guds velsignelse og har Guds velsignelse. Derfor kan det være svært at se, hvorfor vi ikke i samme omgang får en mulighed for også i kirken at høre de to af samme køn sige det forpligtende ja ”indtil døden skiller” ligesom andre, så Guds velsignelse kan lyses over det, der åbenlyst er en velsignelse i deres liv og verden.
                                                                                                                                       Lars Nymark

 




 

                              Nr. 3 - 74. årgang                                                                    September - oktober -  november 2010   


Skal vi giftes i kirken?
- om at tro på Gud, når vi synes, at det er svært at tro
Skal vi giftes i kirken? Ja, selvfølgelig skal vi det! Der kan være forskellige omstændigheder, der gør, at brylluppet havner på rådhuset, men i udgangspunktet skal det selvfølgelig være i kirken. Hvor ellers? Ikke kun er rummet flottere og musikken bedre, men dér hører det, som er vigtigt i livet mellem os hjemme. På rådhuset handler det om pas og skattebillet og boligsikring og kloakafgifter. Hvem vil sige, at noget af det matcher et bryllup? Ved skranken hedder det ”Betal, hvad du skylder!” og ”Du må yde for at nyde”. På det vilkår klarer livet med hinanden sig aldrig. I kirken er det til gengæld altid livet om at gøre. Fødsel, død, tro, håb og kærlighed, der ikke bare lader sig gøre op og slet ikke betale ud. Jamen, hvis nu ikke, at vi er sikre på det der med Gud? Så meget desto mere grund er der til at gifte sig i kirken! Liv og kærlighed er jo netop det, vi mindst af alt ”sikre” på. Her er altså stedet for alt det åbne, ufærdige og usikre. Her samles alt det det op og viser sig som det levende og sande, det, der har betydning og ikke slipper op.

Tror du på Gud?
Tror du på Gud, præst? Om jeg så har nok så mange meninger om det spørgsmål, bliver jeg usikker, når jeg bliver spurgt. Usikker inderst inde, om jeg nu virkelig gør det, når Gud er så uvirkelig og ud over alle grænser at tænke og forestille sig osv. osv. Men naturligvis ender jeg med at svare ”ja”. Det fjerner ikke umiddelbart min usikkerhed, og alligevel så er det i det øjeblik, som om selve bekendelsen, der ligger i det famlende ”ja”, fyldes af noget større – som sejl på et skib – fyldes af det ufærdige og bevægelige og aldrig hvilende, som er Vorherres nåde og tro og håb og kærlighed. Min usikkerhed er på en mærkelig måde i godt selskab i kirken. Den oplever pludselig ikke mere sig selv bare som usikkerhed, men som en gren på det levende og bevægelige, kærligheden, som er livets Gud selv.

Kirkeskibet
Skibet kalder vi det rum i kirken, hvor vi sidder. I Hvilsager kirke – som i så mange andre kirker – er der tilmed anbragt et kirkeskib i loftet, så vi ikke er i tvivl om, hvor vi befinder os. Kirkeskibet i Hvilsager er en orlogsfregat, Danmarks næststørste kirkeskib, 250 år gammelt og helt intakt med master og takkelage og detaljer på dækket. De, der har forstand på det, siger, at det er et modelskib, altså den model, som skibsbyggeren i 1760’erne byggede, før han satte byggeriet af det egentlige skib i gang. Ganske vist er der ifølge Søfartsmuseet aldrig kommet en direkte efterkommer efter modellen. Men til gengæld er skibsmodellen sat i søen i Hvilsager kirke og har nu i 200 år sejlet med os for at minde os om, hvad kirken er.

Vinden blæser og bærer
Der er nemlig tre ting, der mangler på kirkeskibet i forhold til alle de almindelige skibe. Der er for det første ingen kaptajn om bord. Rebstigerne fra kaptajnens kahyt i agterstævnen er rullet ned. For på kirkeskibet findes ingen kaptajn, hverken konge, præst, biskop eller pave. Her har alle ombord samme betydning, på en gang kaptajn og matros, og skal agtes og regnes for det, de er og kan. Og der er ingen, der kan sige alle andre, hvor skibet skal sejle hen. Der er heller ingen redningsbåde. For når man sejler med kirkeskibet, erkender man, at der aldrig kan skaffes nogen sikkerhed ombord. Selv det allerstærkeste i livet, kærligheden, er jo ikke en cementeret kajplads eller en fastankret bøje, men det, der kun er til i bevægelse og tro og tillid. Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt. Den, der maler rosen, maler ikke rosens duft.
Endelig er kirkeskibet uden sejl. Det bevæger sig som livet, fra side til side, op og ned. Nogle gange, så sjælen vugges til ro af det, andre gange, så man tror, at man skal dø. Sådan er det med det skib, der ligger på vandet uden sejl. Men kirkeskibet snurrer til gengæld ikke bare rundt omkring sig selv. Det har retning. Kærlighedens bevægelighed og smerten, der bare er et andet udtryk for kærligheden, de har altid retning bort fra helvede mod himlen og paradiset. De er fyldt af Guds vind. Den bærer kirkeskibet med os frem.

Selvfølgelig
Skal vi giftes i kirken? Ja, selvfølgelig skal vi det! Ligesom vi skal døbes og konfirmeres og begraves dér. Fordi det er stedet for hele det usikre liv. Her får vi får syn for, at usikkerheden, bevægeligheden, det, der giver ud og bliver brugt og slipper op, ikke skal ses som en mangelvare ved livet, selv om det kan være smertefuldt, men det skal ses i sammenhæng med den vind, der puster liv i os og bærer os frem og samler os og aldrig går fra borde og forlader os, så intet godt og sandt er tabt og forgæves. God vind, det er det, kirken sender os af sted med i livet.
                                                                                                                                                                      
Lars Nymark






 

Nr. 2 - 74. årgang                                                                        Juni - juli -  august 2010   


Tavshed er guld
- om præstens tavshedspligt
”Tale er sølv, men tavshed er guld”. Når man er vant til at være en stor familie med mange børn, kender man visdommen i ordsproget. Det er rart at få lov til at hvile ørerne ind imellem og slippe for støj og råb og snak. Det er sjældent, at der på den måde går en engel igennem stuen, så man lærer i den store, livlige familie at skønne på de tidspunkter, hvor alle i flokken tier.
Men der er en anden form for tavshed, der ikke handler om at sætte ørerne på standby, men omvendt at slå dem ud og lytte. Det en den tavshed, der for alvor er guld og derfor virkelig værd at kæmpe for med alle midler at fastholde. Det handler om præstens tavshedspligt.

Under fire øjne
Man kan betro sig til præsten, uden at det nogensinde videregives til andre. Det er ikke kun en almindelig forventning, men det er fastslået ved lov. En bestemmelse i Danske Lov fra 1683 fastslår, at ”præsten ikke – uden sit kalds fortabelse – må åbenbare, hvad nogen har betroet ham, med mindre han dermed kan forhindre forræderi eller ulykke, og selv da bør navnet på den, der har betroet ham det, så vidt muligt forties.” Den bestemmelse er i sin skarpe form videreført i dag både i Forvaltningsloven, Tjenestemandsloven, Retsplejeloven og Straffeloven. Præsten har tavshedspligt.

Absolut tavshedspligt
Læger, sundhedspersonale, advokater, lærere, offentligt ansatte har alle tavshedspligt. Den indsigt og viden om personer, som de får gennem deres ansatte virke, må ikke uden personens udtrykkelige samtykke videregives til andre. Forskellige faggrupper i det offentlige vil netop med personens samtykke ofte forsøge at konferere en sag indbyrdes for at give den så gode chancer som muligt. De kan pålægges vidnepligt i en retssag, selv læger og advokater.
Men sådan forholder det sig ikke med præsten. Præstens tavshedspligt er absolut. Den lader sig ikke bryde og ophører aldrig – med mindre præstens viden altså kan være med til at forhindre en alvorlig forbrydelse, og selv da har loven indbygget en række afgørende forbehold, som præsten må tænke efter, før han går videre med sin betroede viden.  Præsten er den eneste mulighed i samfundet for at finde absolut fortrolige ører, der vil lytte til det personlige, vi ikke synes, at vi kan sige højt. Og den mulighed og forpligtelse for præsten gælder ikke kun over for medlemmer af folkekirken eller præstens menighed, men over for enhver borger, der henvender sig.

En nødvendig ventil
Der er altså altid en mulighed for alle mennesker. Ører, der vil og har pligt til at lytte, uden at noget som helst kommer videre. Det er guld værd, at det forholder sig sådan. Guld, der i et samfund må kæmpes for at fastholde. På det seneste har præsters absolutte tavshedspligt ellers været anfægtet politisk. I kølvandet på en række sager om lukkethed i den katolske kirke har der været røster fremme om at begrænse præsters tavshedspligt. Jeg kender ikke den præst, der ikke vil gøre alt for at forebygge en forbrydelse med alle midler og få mennesker til at stå ved ansvaret for deres handlinger. Men jeg kender heldigvis heller ikke den præst, der kunne drømme om at bryde sin tavshedspligt omkring det, der er blevet ham eller hende betroet. Det er den sidste mulighed, hvor alle andre muligheder er sluppet op.  Den bør altid være der for mennesker i et hvilket som helst samfundsfællesskab, og den er et umiddelbart udtryk for, at i hvert fald et moderne, vesterlandsk retssamfund også kender til en nåde, der er ud over lovens krav.

Tavshedens guld
Mens man i Danmark eksekverede dødsstraf for alvorlige forbrydelser, var præsten den eneste, der havde en lovfæstet pligt til at blive hos forbryderen, lige til øksen faldt. Altså hvor retssamfundet havde udtømt sine muligheder, dømt og nu eksekverede dommen, stod fortsat en mulighed tilbage, som ingen retsinstans eller overhovedet noget menneske skulle gøre sig til herre over. Muligheden for Guds tilgivelse og forsoning i et menneskes formidlende nærvær. I enhver sag at kunne betro sig til en præst under præstens absolutte tavshedspligt er blot et udtryk for det samme. Det er en umistelig side af, hvad det er at være kristen kirke, og samtidig et udtryk for et retssamfunds menneskelighed. Tale er sølv, men tavsheden er guld, der er værd at kæmpe for.
                                                                                                                                                                      
Lars Nymark





 

Nr. 1 - 74. årgang                                                                          Marts - april -  maj - 2010


Har du X-factor?
- om det, der folder livet ud
Har du X-factor? Det ved jeg ikke, men jeg kan få det prøvet, hvis jeg kommer gennem nåleøjet til udsendelsesrækken af samme navn. Den har i øjeblikket et af de højeste seertal hen over alle generationer. Der er mange gæt på forklaringen på succesen. Samstemmende siger de, at vi alle godt kan lide at spejle os i tanken om det personlige talent, der kan opdages og udvikles.

Hvor sidder X-factoren?
Jeg har forgæves prøvet at google, hvad X-factor i grunden er sådan ”videnskabeligt” set. TV-udsendelsens dommere siger, at det er udtryk for den ekstra talentfaktor, der gør, at du slår igennem og har mulighed for at løfte dig op og blive en star – i gruppen, men måske også landsdækkende og internationalt. Man kan ikke lokalisere X-factor til noget bestemt, f.eks. et smukt udseende, en god stemme, en høj intelligens, siger dommerne videre. Det er et eller andet ved os, noget særligt, karismatisk, talentfuldt, som ikke bare er noget bestemt, men nærmest vel lidt mystisk, guddommeligt. Det er altså det, vi kan gå og drømme om, at vi er i besiddelse af, og som vi kan håbe på, at livets eller måske TV-udsendelsens strenge dommere kan få øje på, påskønne og fremdyrke. Vi kan åbenbart også ske at håbe forgæves. Det tyder de mange tårer og skuffelser i udsendelserne på.

Et forkert fokus
Men sæt dommerne nu sætter fokus det forkerte sted! På den talentfulde, indre spire. Jeg kan synge, men der er først virkelig noget ved det, når jeg synger sammen med andre. Så synger jeg pludselig så meget bedre. Selv når jeg går og nynner ”for mig selv”, er det på melodier, som andre har lavet og sunget og lige her forærer mig i mit øre, så jeg er inviteret til at gå og nynne med. Jeg kan til gengæld ikke tegne, men jeg gør det alligevel, når jeg f.eks. sidder sammen med et barn. Så synes jeg pludselig, at det er sjovt, og minsandten om ikke jeg så faktisk kan tegne det, jeg ellers ikke kan tegne! Måske er X-factor slet ikke en særlig, indre personlig talentfaktor, men noget, der befinder sig i spillet mellem os. Altså ikke forbeholdt de særlige, men i bevægelse overalt, hvor mennesker er sammen.

Den egentlige X-factor
Grundtvig sagde, at det, der gør et menneske til et menneske med liv i, altid er noget, der kommer udefra. Hvis mennesker giver sig til at kigge ind i sig selv, forsvinder de i sig selv i stedet. Gennem øret og øjet rammer indtryk os fra omgivelserne og bliver så sendt ned i hjertet, der ”pudser” dem af, sorterer mellem godt og ondt, og sender besked til hjernen, der igen sender impulser til hænderne om at føre det, der har sat os i bevægelse, ud i livet mellem hinanden. Først da ser vi rigtigt, hvad det hele går ud på. Ligesom der skal ilt i bevægelse ind og ud, for at kroppens celler kan overleve, skal der ”ånd” i bevægelse ind og ud, for at mennesker lever. Ånd er Grundtvigs ord for X-factoren. Det er altså slet ikke noget, der er kodet ind i den personlige arvemasse som de særliges talent. Det, der gør forskellen her i livet, kommer til os ude fra fællesskabet med hinanden. X-factoren, kærlighedens ånd, som hos alle får livet til at svinge og kalder det bedste frem, uden at vi bare kan takke os selv for det. Kærlighedens udspring er Gud selv.

Liv uden tilskud eller fradrag
Michael Falch har for nylig sagt, at først i lyset af kristendommen bliver livet alvor. Kristentro er ikke en anden, højere kærlighed end den, vi kender, og heller ikke smagsforbedrende tilsætning til vores egen kærlighed. Men det er chancen for at få trukket alle slør til side, så vi pludselig ser livet i sin grundlæggende form. Kristendommen stiller skarpt på X-factoren, der gør hele forskellen, kærlighedens ånd, der skaber liv og bevægelse, som vi aldrig havde kunnet udfolde, hvis det bare stod til det, der spirer og vokser i os selv. Først da bliver livet alvor mellem os.
                                                                                                                                   Lars Nymark





 

Nr. 4 - 73. årgang                                             December 2009 - januar -  februar - 2010


Jamen, det er da Guds hus
- i anledning af den højtid, hvor kirkehuset rykker ind i centrum
”Jamen, det er da Guds hus”, svarede en af konfirmanderne på spørgsmålet om, hvad kirken er. Derfor ser kirkehuset anderledes ud end andre huse. Det er flottere, bygget af de bedste materialer og forsynet med det bedste håndværk og kunstværk. ”Stemningen i rummet er en særlig. Der er højere til loftet end mange andre steder i tilværelsen. Der er fuld af tanker.” Sådan fortsatte de andre konfirmander.

Kirken i hjertets centrum
Det er helt uomtvisteligt, at december måned er det tidspunkt, hvor de fleste mennesker i Danmark – og i vores sogne – kommer i kirke. Statistikken siger, at juleaften går 25 % - altså hver fjerde dansker – til gudstjeneste. Hvis vi ud over det tænker på advents- og julekoncert, lucia-aften og institutionernes juleafslutninger, ligger tallet endnu højere på dem, der runder kirken. Og så er der TV’s børnejulekalender, julesalmer i medierne og butikkerne, engle og Betlehemsstjerner og julekrybber osv. osv. I december måned er det, som om en stor klokke falder i slag for de fleste. En kirkeklokke. Kirken rammer lige i hjertets centrum i december.

Den hellige og almindelige kirke
I trosbekendelsen bekender vi os til ”den hellige, almindelige kirke”. Konfirmanderne formulerer det sådan, at ”kirken er Guds sted og alles sted”. Der er det mærkelige ved vores kirker, at de ikke er statens ejendom, selv om den evangelisk-lutherske kirke er den danske stats folkekirke. Hvis er kirken så?

Guds hus
Jamen, det er da Gud hus! holder konfirmanderne os fast. Ejeren er jo så ikke ligefrem nogen almindelig Hvilsager- eller Lime-boer. Han er ikke skatteyder og kan ikke retsforfølges, hvis ikke han lige følger gældende lovgivning. Og det gør han ikke! Gud rækker sin tilgivelse til dem, som loven dømmer. Han kommer til dem, der ellers er visiteret til at være bagerst i køen. Han solidariserer sig med de mindste, oversete og udelukkede og dem, der skjuler sig i bekymring, frygt og sorg. Han overholder ikke en gang de almindelige dødskriterier, men står op fra de døde og siger, at det liv vil han dele med alle, både levende og døde.

- og menighedens
Men ejerskabet er dobbelt. Kirken er samtidig menighedens i Hvilsager og Lime sogne. Vi er ikke undtaget fra lovgivningen, overhovedet ikke. Menigheden og menighedsrådet må søge de offentlige myndigheder om alle mulige tilladelser, fremlægge revideret regnskab hvert år og betale grønne afgifter og i det hele taget holde sig loven efterrettelig.

Alles sted
Imidlertid er det delte ejerskab ikke sådan, at Gud, der er helt sin egen lovgiver, beboer den øverste etage, højt over kirkens loftsbjælker, mens menigheden, der er underlagt samfundets lovgivning, beboer den nederste på kirkegulvet. Julens højtid fortæller i evangelier og salmer, at Gud blev menneske. Ikke bare sådan lidt for sjov i anledningen af højtiden, klar til at flytte op ovenpå igen, når juletræet skal ud, og julepynten skal tilbage i kassen og stilles på loftet. Gud blev med Jesus menneske for alvor, uløseligt og uomtvisteligt. Hans tilgivelse og lovgivningsmæssigt ofte helt uretfærdige retfærdighed har han sat i spil mellem os. Han skælder ud og kalder til orden, hver gang vi ser regler frem for ham og hans skabning eller laver vores egne spilleregler til at klemme livet af andre. Frem for alt anbragte han med julen sit sprælske liv lige i hjertets centrum og gjorde indiskutabelt kirken til alles sted, de svages og trængtes ikke mindst. Det stiller nogle alvorlige spørgsmål til det, der skete både i Brorsons kirke og Tingbjerg kirke i efteråret. Det kaster sit perspektiv ind over, at kristentro og samfundslovning aldrig bare går lige op. Men først og fremmest fortæller det om Guds tilgivelse og håb som det, vi alle nu skal holde jul og et nyt år på.
                                                                                                                                   Lars Nymark





 

Nr. 3 - 73. årgang                                           September - oktober -  november 2009   


At slippe for sig selv et øjeblik
- et godt argument for at gå i kirke på søndag
Hvis jeg skal give et godt argument for at gå i kirke, er det, at man her kan slippe for sig selv et øjeblik.

På rejse
Dalai Lama var i forsommeren på rejse til Danmark. Beundringen for den rare, smilende, tibetanske munk, der drager verden rundt med fredsbudskab til alle, havde ingen ende. Lige fra statsministeren til den kulturradikale presse. Kærlighed, fred og forsoning i verden er alt sammen noget, der dybest set handler om dig selv, sagde Dalai Lama mellem klapsalverne.

Den indre rejse
Vi er på indre rejse i disse år. Sommerens rejseaktivitet er taget af nu, men indvendig er vi på rejse hele året. Vis mig, hvad jeg får ud af det, ellers må jeg på jagt efter noget andet!  Selv om det måske er at sætte det på spidsen, gælder det arbejdsliv, familieliv – og altså også religion. Ingen kan sige, at religionen er forsvundet i dag. Den er blevet individualiseret. Det er slut med autoriserede sandheder og en fast bænk i kirken om søndagen. Religion er en individuel, indre rejse efter sandheder, som jeg synes, at jeg personligt kan bruge til noget.

En guddommelig butler
En undersøgelse for nylig har vist, at kun 10 procent i Danmark er enige eller meget enige i, at kristendommen er den eneste sande religion. I dag er det sådan, at der er flere veje til frelsen. Det skulle bare mangle! Vi kan sagtens tale om Gud, men han har at være der for mig, hvor jeg har brug for ham. Gud som sådan en slags guddommelig butler eller kosmisk terapeut for min livslykke. Gud er ligesom så meget andet noget, jeg må se nærmere på. Det begynder hos dig selv, siger Dalai Lama. Det gør det jo, nikker vi med alvorlig tilslutning.

Et øjebliks frihed for mig selv
”Nu falmer skoven trindt om land”. ”Fadervor, du som er i himlene”. ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus..” Det er alt sammen gammelt og kendt. Det står ikke opført i rejseguiden over særlige seværdigheder, jeg kan vælge at lægge ruten omkring.  Det er i det hele taget ikke noget, vi først skal rejse efter. Hvorfor kan det så alligevel opleves så dejligt? Hvorfor gør det godt at synge med på en velkendt salme, sige Fadervor, ligesom da vi var børn, bære sit barn til dåb eller gå til gudstjeneste juleaften? Fordi jeg alle de steder for et øjeblik slipper for mig selv.

Schh – ro på!
Kristendom handler om, at nogen giver i stedet for, at jeg hele tiden selv skal tage. Livets Gud er fremme ved mig, førend jeg overhovedet er kommet i gang med at jage ham. Han lader sig kalde far – jeg skal ikke engang trygle ham om at være det. Når jeg pisker rundt efter mening og sammenhæng, når hjertet hamrer, når jeg ikke kan holde sammen på lykken i den verden, jeg skal leve i, siger han ”Schh – ro på!”. Det limer ikke bare det flossede sammen eller ferniserer problemerne, at nogen siger sådan. Men det betyder, at jeg ikke kun er mig selv og mit alene-projekt. Det er det, jeg erfarer som noget ovenud lykkeligt i en salme eller i Fadervor eller med et barn ved døbefonten.

Et godt argument for at gå i kirke
Kirkerummene er smukke. Kirkekunst og kirkemusik er interessant og spændende og kan give mig noget at tænke over. Nogle dybe barndomslag kommer ofte i bevægelse, når jeg står i kirkerummet, og det kan jeg bruge til noget. Vi kender det alt sammen, måske netop fra sommerens rejser rundt i Danmark og udlandet. Men et godt argument for at gå i kirke på søndag er, at den indre rejse her er til ende. Vi slipper for os selv et øjeblik i salmen og Fadervor og ved døbefonten, fordi der er en anden hos os – og med ham samtidig alle de andre. Ikke det, jeg kan nå eller ikke nå eller opnå, men det, der her når os: at jeg altså ikke er alene med mit liv, aldrig nogensinde.
                                                                                                                                   Lars Nymark





 

Nr. 2 - 73. årgang                                                                    Juni - juli -  august 2009   


Det er pinse – også i dag

Jul er let at forklare. Påske går det vel også med. Men pinse? ”Ring til en ven!” For netop det bringer os på sporet. Når vi får en god ven i røret, så dagen får fem farver mere, end den havde, eller måske bare får farve midt i det grå, handler det om pinsens gode ånd. Når der er trøst, der når vores hjerte. Når vi pludselig ved, hvad der er det rigtige at gøre, og bevæger hen mod også at gøre det. Når naturens palet af farver og sommertemperaturen endnu en gang folder sig ud og lader vores batterier op. Når kirkeklokken ringer og rører ved os med alt, hvad den rummer i sin klang af vores livs sorger og glæder og håb og tro, så er det et udtryk for pinse. Pinse er nemlig ikke først og fremmest noget, der skal forklares, men noget, der sker med os og lukker vores liv op. Disciplene havde erfaret det, når de fulgtes med Jesus. Men de oplevede, at det blev ved med at ske, også efter at han ikke mere gik imellem dem, så de kunne røre ved ham. De kaldte det Gud Helligånd, tro, håb og kærlighed, Guds nåde, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Pinse er Guds Ånd
Gud står i levende forbindelse med alt, hvad han har skabt. Kristendommen kalder den forbindelse for Guds Ånd. Da Jesus gik mellem mennesker på jorden, var han Guds-forbindelsen for dem med en helt særlig tydelighed og hensigt. I Jesus var Gud. Pinsedag oplevede disciplene, at den Guds-forbindelse fortsat var hos dem.

Pinse er Gud, der rører ved os
Mennesker kan røre ved hinanden med krop, hænder, læber, ord, sang og musik, så det gør en forskel. Pinse er fortællingen om, at Gud rører ved mennesker med fortællingen om sin søn Jesus, så det ikke kun gør en forskel i verden, men gør en verden til forskel og på en ny måde handler om krop, hænder, læber, ord, sang og musik mellem mennesker.

Pinse er ny forståelse
Det, Jesus havde sagt og gjort, hans liv og død, havde været disciplenes oplevelser og fortælling med ham. Med pinsedagen blev det alles fortælling. Uanset hvor mennesker kom fra, hvem de var, og hvilket sprog de talte, kunne de fra den dag høre det med Jesus som deres livs fortælling. Vi troede, at vi var sådan, og at tingene var sådan, men Gud tror altså noget andet – heldigvis. Pinsen gør det forståeligt for os.

Pinse er kirken på gaden
Pinsen er himmelsuset fra Gud. Først sad Jesus’ disciple efter påske bag lukkede døre, men straks efter befandt de sig ude på torvet mellem alle mulige andre. Det er den retning, himmelsuset fra Gud blæser mennesker. Guds-tjeneste – både i kirken om søndagen og hjemme på hverdagene – er for livets og menneskers og hinandens skyld. Pinse placerer kirken på gaden med lågen åben.

Altså alt, hvad der bevæger os fra Guds rige og til Guds rige: Ord, der trøster. Omsorg, nærhed, godhed mellem mennesker. Lys over livet, både når det gælder ret- og vrangsiden. Det, der holder os fast – og det, der slipper os løs. Tilgivelse for det utilgivelige. Tro, der flytter på bjerge. Håb, der tænder, hvor vi ellers havde opgivet. Kærlighed, der ikke vil slippe, ikke engang ved dødens grænse. Det er det med Gud og Jesus på pinse-spil til verdens ende.

Pinse er først og fremmest liv og bevægelse og handling. Derfor er pinsen ikke nær så oplagt at forklare som jul og påske. Den er ikke som dem en begivenhed i Jesus’ liv, men gør i stedet Jesus, hans liv og død og opstandelse fra de døde til begivenhed i vores liv. Det er os, der nu møder det Guds-liv i verden, der bider skeer med al slags dødbideri. Det er os, der bliver kaldt ud af alle former for blindhed, døvhed og lammelse og sendt af sted til hinanden.

Liv frem for forklaring. Alligevel er det ind imellem rart at have en forklaring, når nogen spørger – ikke mindst når vores hjerte selv spørger, fordi det har brug for pinseånd.
                                                                                                                                   Lars Nymark






 

Nr. 1 - 73. årgang                                                                    Marts - april -  maj 2009   


Det kan ikke passe!
- og alligevel kan det være sandt
Jeg kan ikke klare billeder af tortur og mishandling. Jeg ved godt, at det desværre er en del af virkelighedens verden, som vi bliver nødt til at forholde os til – i protest! Men fotos af voldelige overgreb på Guantánamo- eller al-Quaida-fanger får det til at smerte uudholdeligt inde bag øjenhulerne, og min mave snører sig sammen.

Jeg hører også til dem, der kommer til at græde, når jeg læser en i grunden nøgtern avisartikel om, hvordan 98% af børnene i Gaza-striben med egne øjne har oplevet drab, terrorskydning og voldelige overgreb på andre eller sig selv. 40% af dem lider af stressende krigstraumer. Hvordan kan voksne på den ene og den anden side af de politiske og etniske skillelinjer gøre sådan noget mod børn??? Det er kun til at græde over, når man ikke har umiddelbar mulighed for at gøre noget – og det gør jeg så og bliver samtidig nødt til med øjnene at søge et sted hen, hvor livet i det mindste er anderledes.

The Passion of the Christ
Vi sad en dag op mod påske et år og så Mel Gibsons film ”The Passion of the Christ”. Filmen fortæller om de sidste dage i Jesus’ liv. Passion betyder lidelse. Filmen har som et af sine ærinder at vise, at kirkens påskefortælling ikke bare er en, man læser hurtigt hen over til happy end påskemorgen. Det er en fortælling om virkeligheden. Jesus led. Han led helt ufatteligt, psykisk, men i hvert fald også fysisk. Tortur og mishandling lader sig ikke gradbøje. Filmen viser, hvordan Jesus blev tortureret. Der er ikke lagt fingre eller filter imellem. I helt op til mere end et kvarter ser vi, hvordan Jesus bliver hånet, slået og ikke mindst pisket. Vi følger slagene, til der overhovedet ikke er tal på dem mere. Vi ser alle kræfterne, som bødlen lægger i. Jesus bliver helt bogstaveligt gennemheglet og slået i stykker, så ansigtet forvandles til ukendelighed, og de blodunderløbne striber til sidst danner et marmoreret mønster ud over hele kroppen.

Gud lider
Under normale omstændigheder ville jeg som sagt have været nødt til at vende ansigtet væk. Men her så jeg. Hvert eneste slag og støn og sammentrækning af kroppen under de ufattelige lidelser fik lov til at prente sig ind, så de står lysende skarpe stadigvæk. Jeg er sikker på, at det kun skyldes, at det var Jesus. Havde det været en hvilket som helst anden, der blev tortureret på skærmen på den måde, havde jeg været nødt til at gå. Men her kunne jeg se, fordi lidelsen i filmen gav mening. Det var ikke en filmatisering af den ultimative meningsløshed og umenneskelighed i menneskers mishandling af hinanden, men af evangeliefortællingen om, hvordan Gud lider med sit lidende menneske i Guantánamo og al-Quaidas fangelejre, i Gaza og hvor som helst. Livet er i det livløse.

Kun et ord
Men det er jo kun ord. Sådan siger ateister, der argumenterer for, at kristendommen bare er en historie, tilmed en dårlig historie. Sådan er der også noget i os alle sammen, der argumenterer. Det er sandt, at det kun er ord, der kan gøres til genstand for vores skepsis, vores hån og latter, forbehold og afvisning, udsat og værgeløst, som et ord en gang er. Det lader sig ikke bevise hverken historisk, naturvidenskabeligt eller på anden vis, at den fortælling om Jesus er spor anderledes end alle andre historier i verden.

Livets ord
Men alt afhænger til gengæld af, at den fortælling alligevel rækker os sandheden. Hvis ikke, så har vi kun vores egne ord. Men hvis vi hører, at der i den ganske almindelige historie om Jesus trænger sig håb og tro frem til os, der gør livet til forskel selv over for den grummeste ondskab, den mest meningsløse lidelse og den uforsonlige død, så har livet i den sejret uanset alle vores historiske, naturvidenskabelige eller bare menneskelige argumenter og beviser imod. Der er nu ét sted, hvor vi kan se virkeligheden i øjnene i Guantánamo, hos al-Quaida, i Gaza og hos os selv og alligevel samle styrke til protesten, mod til livet og fastholde håbet. Livet er i det livløse.

Her gælder: Det kan ikke passe – og alligevel kan det være sandt! Det er det, som påsken, der står foran, fortæller meget mere om.
                                                                                                                                                                          
Lars Nymark






 

Nr. 4 - 72. årgang                                             December 2008 - januar -  februar - 2009


Lys i dit lys skal vi skue
- tanker i anledning af advent
Vi tænder lys i kransen de kommende fire adventssøndage. For os alle har det en slags kalenderfunktion. Når det fjerde lys er tændt, bliver det jul. Men lyset, der tager til, samtidig med at mørket vokser udenfor, har en dybere symbolsk betydning.

Lys i dit lys
”Lys i dit lys skal vi skue”. Ordene er fra Ingemanns salme ”Til himlene rækker din miskundhed, Gud”. Ingemann kom hos Nyegaards på ”Frederikskilde”. Den unge datter lå håbløst syg med tuberkulose. Hun bad Ingemann om at skrive en trøstesalme. Der er ingen tvivl om, at han nøje har overvejet billeder og ord til den døende pige. Salmen lader han slutte med ord, som han henter fra en af Det Gamle Testamentes salmer. ”For hos dig er livets kilde, i dit lys ser vi lyset” (Salme 36 vers 10).

Guds lys
Guds lys. I det er alt blevet til, og i det bliver alting stadig til. Guds lys er Bibelens ord for kærlighedens skabende og grænsesprængende lys. Det er det, jeg lever af til daglig – at kærlighedens lys falder og kalder på mig fra livet og andre omkring mig. Det kalder mig ud af tavshed og mørke og skaber den lysning, hvor jeg kan leve. Gang på gang lyser kærlighedens lys op, hvor jeg bestemt troede, at det var umuligt. Og selv over for døden erfarer jeg, at kærligheden åbenbart ikke vil slippe. Den bliver og lyser på trods. Jesus er fortællingen om, at det ikke er en tilfældig oplevelse. Men sådan er det med det kærlighedens lys, som Gud er.

Vent og se
I grunden er det nok for mig at vide det. Både når jeg tænker på livet og på døden. Alligevel har jeg brug for at se det lys tage former, som forholder sig til nogle af alle mine spørgsmål og tanker – og måske min sorg og frygt og mit savn. Forfatteren Ellen Lissner var højt oppe i årene, da hun skrev en smuk og klog lille bog ”til de sørgende og spørgende” efter begravelsen. Hvordan er det på den anden side af den grænse i livet, som spærrer for vores syn, og hvortil vi har måttet følge nogle af dem, vi holder allermest af, og selv er på vej hen? Hun er klar over, at ligegyldigt hvad vi siger eller forestiller os, bliver det som uklare billeder i duggede spejle af en virkelighed, som vi egentlig slet ikke fatter. Men vi har stadig Guds lys til at se lys i. ”Kan vi forestille os, at Gud har forsøgt at give os et indtryk af tilværelsen hinsides, og vi begreb det ikke, og så smilede Gud og rystede på hovedet og sagde: ”Vent og se!”

Andre veje
Gud kan ikke fylde verdenshavet i vores små krus – eller evigheden i vores snævre sind. Hvis et stykke papir ligger på bordet, og vi sætter os på hug og lader blikket flugte med bordkanten, ser vi kun papiret som en millimetertynd streg. Hvis det var vores eneste mulighed, ville vi altså ikke vide andet. Blot det at vi rejser os op, giver os pludselig et helt nyt – sandere, vil vi sige - billede af papiret. På samme måde er det arrogant at tænke, at tid og rum og logik og vægt og tommestok er de eneste sande måder at fatte tilværelsen på. Der gives flere veje til livet, bl.a. det lys, vi kan se i Guds lys.

Det som bliver
I 3.klasse filosoferede vi, om et menneske altid er det samme. Er man den samme, når man bliver født, når man er 9 år og 80 år? Nogle sagde nej, for man spiser jo ikke det samme, går ikke i det samme tøj, tænker ikke på samme måde, har ikke de samme kræfter. Johanne sagde: Jo, der er noget, der er det samme hos et menneske altid: øjnene! Det er ikke logik. Det kan modbevises naturvidenskabeligt. Ikke desto mindre er det sandt. Lyset - den præcise måde, dine øjne lyser på, det er altid det, jeg tænker på og ser for mit indre blik. Jeg vil kende dig på det overalt, i en menneskemængde på en million, uanset at du bliver gammel og rynket til ukendelighed, mens du lever, men også hvis du en dag ikke lever mere. Ja, selv om så alt omkring os er anderledes. At se lys i Guds lys er at få øje på kærlighedens lys, der bliver gennem alt.

Det fjerde lys
Nu tænder vi lysene på adventskransen. De første tre lys kender vi. De tegner ugekalenderen frem mod jul. Vi kan give dem symbolske navne: jul, påske, pinse, Fader, Søn og Helligånd. Det fjerde lys peger frem mod det, der kommer, og som vi endnu ikke ved og har overblik over. Men den ting ved vi om det: det er Guds lys.
                                                                                                                                                                          
Lars Nymark





 

Nr. 3 - 72. årgang                                             September - oktober -  november 2008


Drømte mig en drøm i nat
- i anledning af menighedsrådsvalget 2008
Det synes bagefter som en drøm: Mens vi havde små børn i præstegården og måtte tilbringe tid oppe i de sene timer, kom jeg en nat til at se på kirken. Den lå deroppe på bakken, sådan som den havde ligget i mindst 800 år. Men det så ud, som om kirken bevægede sig. I lyset fra nattehimlen med skyer, der kom og gik ligesom i bølger, flyttede tårn og skib sig lige så stille frem og tilbage på stedet, som om de tog tilløb til at løfte sig. Siden har det stået som en drøm.

Hvis ikke vi drømmer
Hvis ikke vi drømmer, er der ikke noget at bevæge sig efter. Jeg drømmer om en kirke, der står midt i sognet som et fast nav i hjulet. Herfra går vejsystemet i alle retninger. Som årer i kroppen forbinder vejene kirken med alle sognekroppens forskellige dele. Arterier og vener. Det går begge veje. Der går en stadig strøm fra kirken på bakken ud mod mennesker med tro, glæde, trøst og håb og horisonter, der hele tiden får vores egne horisonter til at bevæge sig. Der går samtidig en tilsvarende strøm fra mennesker til kirken på bakken, puffer, skubber på den, beder, råber, spørger og kalder, så kirken bliver ved med at være i levende bevægelse til mennesker. Den kan slet ikke undgå det.

Jeg drømmer om gudstjenesten
Jeg drømmer om gudstjenesten. Hvorfor er det, at evangeliet og salmerne, ritualerne og musikken skaber ilt til hjertet og hjernen søndag efter søndag? Hvordan har gudstjenesten kunnet holde i så mange år og samtidig spille en afgørende rolle for min fremtid? Det er, fordi gudstjenesten er som en pælerod, der henter næring fra livsdybets kilde og ikke fra det overfladiske, fra det, der er uden for mig selv og ændrer mit fokus. Jeg drømmer om, at gudstjenesten må sætte stadig nye skud fra sin rod, små, intime gudstjenester, store, festlige gudstjenester, forskellige gudstjenester, smukke, vilde, musikalske, mærkelige, bevægende, men altid genkendelige.

Jeg drømmer om kirkegården 
Jeg drømmer om kirkegården som et af de smukkeste og stærkeste steder i sognet. Små hjørner af paradisets have. Navne, årstal, hjemsteder, levende mennesker, skønt de er døde – uundværlige ribber i vores livs vævning. Jeg drømmer om, at det må blive ved med at være et sted, hvor man kan gå sig glad, selv om man græder indvendig eller udvendig. Et sted, hvor navne og symboler og blomster på sten og grave, og levende mennesker, der kommer eller arbejder der, skaber god opbyggelighed og håb for livet.

Jeg drømmer om kirken for alle
Jeg drømmer om, at der aldrig må mangle hverken børn, unge eller ældre, der beder, synger, tænker og taler om kristendommen. Men ligesom der er en kirke inden for kirkens mure, når klokken har ringet om søndagen, eller der er gang i konfirmandstuen i hverdagen, er der også en kirke uden for kirken. Jeg drømmer om en kirke, der altid kan se det og holde sig selv fast på det. Åbenhed frem for rentabilitet og kortsigtet effektivitet. En kirke, der ved, at livet spiller på mange tangenter. Inklusivitet og ikke eksklusivitet inden for og uden for sognegrænsen, inden for og uden for vores andre grænser. Vorherre byggede ikke et stenhus, men sagde ”Gå ud i alverden…og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.  Jeg drømmer om, at ansvarlighed og betænksomt fællesskab altid må folde sig ud mellem forældre og børn, mellem naboer og folk, uanset om vi tror eller tænker forskelligt. Også det er kirke.

Jeg drømmer om Guds kirke
Det handler om mennesker. Om en menighed, der er bevidst om at være kirke på det lokale sted, og hvilket ansvar det kalder på. Om kirkelige medarbejdere, også de frivillige, der sætter kræfter ind på rammer og indhold. Men det kommer ikke af sig selv. Drømmen om kirken fra den nat under nattehimlens bevægende lys må til. Det er Gud, der bevæger sin kirke, fylder den med Guds Ånde som vinden, tager skibets sejl og bærer det frem, når det gang på gang selv kommer til kort, svigter eller fristes til at give op, for at løfte det op til sidst. ”Syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.” Jeg drømmer om Guds kirke.
                                                                                                                                       Lars Nymark





 

Nr. 2 - 72. årgang                                                                    Juni - juli -  august 2008


Hold tvivlen ved lige
- dårlig religion kan være værre end ingen religion

For nylig i et selskab kom jeg i samtale med et menneske om kristendom. Hun indledte med at sige: Hellere en god ateist end dårlig kristendom! Det har hun så inderligt ret i. Ingen skal beskylde de to præster i Dansk Folkeparti for ikke at være kristne eller gode prædikanter. Men når de giver anledning til, at kristendommen bliver brugt som nationalt identitetsmærke ligesom "lurmærket smør", som folkelig og kulturel grænsebom også inden for landets grænser, som triumferende, skråsikker politisk ideologi, har det kun skadet den kirke og kristendom, de selv bekender sig til. På samme måde som Bush-administrationen har gjort det ved at bruge det kristen-religiøse sprog til at begrunde en guddommelig ret til at handle og føre krig: "den, der ikke er med os, er imod os". Så hellere en god ateist, der bliver ved med at stille engagerede, kritiske spørgsmål og holde tvivlen ved lige. Triumferende kristendom er ikke sand kristendom, uanset om den er politisk, moralsk eller et ansigt i fromme folder.

Hvad er det vigtigste?
Det menneske, der gav sig i samtale med mig ved selskabet, var nu ikke ateist, men et dybt engageret kristenmenneske. Samtalen gled derfor hurtigt videre til, hvad der er det vigtigste ved kristendommen. Jeg lagde ud med et teologisk foredrag om Kristi to-natur og treenighedslæren; det er, hvad der skiller kristendommen fra enhver anden religion. Hun lyttede tålmodigt og sagde så, at for hende var det vigtigste i kristendommen nu mere samlet i de to ord "kærlighed" og "tilgivelse". Så enkelt kunne det, jeg prøvede at sige, have været sagt!

Noget for noget
Uanset hvilken vinkel man griber kristentroen fra, handler den om kærligheden. Ikke bare sådan en romantisk feel-good-kærlighed, der helst vil stå stille og omfavne den smukke, dejlige, udkårne, indtil kameraet glider ud i horisonten, og filmen slutter. Men en kærlighed, der hele tiden er optaget af mennesker omkring sig. Den er på vej med en udstrakt hånd, både hvor der bliver bedt om det, og hvor der ikke gør. Den vender altid perspektivet om, så dem, der ingenting er, er kostbare og alle omkostninger værd, og dem, der ikke har fortjent det, bliver de udvalgte. De grænser, vi sætter, anerkender kristentroen ikke. Derfor er den hele tiden i bevægelse, opbrud, på vej. Det gælder, når den fortæller om Guds kærlighed, der gennem Jesus og hans fortælling er rakt til hvert eneste menneske. Ligesom det gælder, når Jesus med lignelsen om den barmhjertige samaritaner siger: Gå du hen og gør ligeså! I samaritanerens tilfælde var det netop ikke den udkårne i centrum, men den udsatte den dag på vejen, det gjaldt. Sådan er det for Gud, sådan skal det være for os. Det er det, vi lever af - og skal bestræbe os på at handle efter.

Nåde for intet
Men hele vejen igennem er kristentroen samtidig tilgivelse. Fortællingen med Jesus ender med, at han på korset sagde: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør." Kristentroen holder kirke og mennesker fast i en grundlæggende ydmyghed, der ligger himmelvidt fra triumferende skråsikkerhed og selvforherligelse. Hvad vi tror og gør og mener rigtigt, må bevare proportionerne. Det kristne kærlighedsbud i sin radikaleste form "elsk din fjende" er ikke et påbud om passivt at se til sine modstanderes ugerninger eller at lade to og to være lige, men om - selv i krigens kamp for at give kærlighed og retfærdighed plads - at se den menneskelige fællesnævner med alle, også vores modstandere, ikke mindst vores fælles menneskelige fejlbarlighed.

Befriende tvivl
Tilgivelsens grundperspektiv over vores liv holder tvivlen ved lige, så vores hensigter på kærlighedens og retfærdighedens vegne i politik og dagligdag holder proportionerne og ikke korrumperer ved at glide ud i national eller anden selvforherligelse og skråsikkerhed. Kun ved at insistere på den befriende tvivl om os selv, som tilgivelsen holder os fast på, har vi et modtræk mod den ukristelige stolthed, der lokker os til at sige, at den, der ikke er med os, er imod os. Hvad er det vigtigste i kristendommen? Det er kærlighed og tilgivelse.
                                                                                                                                        Lars Nymark





 

Nr. 1 - 72. årgang                                                                    Marts - april -  maj 2008   

Hej far!       

- i anledning af en ny oversættelse af Det Nye Testamente

Far i himlen!
Lad alle forstå at du er Gud.
Lad dit rige blive til virkelighed,
og lad alting blive som du vil have det
- her på jorden - ligesom det allerede er i himlen.
Giv os det brød vi har brug for i dag.
Tilgiv os det vi har gjort forkert,
ligesom vi har tilgivet andre.
Lad være med at sætte os på prøve,
og befri os fra ondskabens magt.
For du er Gud, du har magten, og vi vil altid hylde dig.
Amen.

Matt 6, 9-13
 

Det er Fadervor, der står ovenfor. Men i en ny oversættelse. ”Den nye Aftale” hedder den udgave af Det Nye Testamente på hverdagsdansk, som kom i efteråret. Målet for oversættergruppen har været at holde sig til de ord, som vi bruger aktivt til daglig, uanset om vi går i kirke eller ikke. Det betyder, at de bevidst er gået uden om ord som barmhjertighed, nåde, synd osv.

Nu er det vel ikke, fordi de ord er forsvundet helt ud af dagligsproget, og det er et stort spørgsmål, om vi kan undvære dem. Men det er til gengæld et både et spændende og givende projekt, at Bibelselskabet har sat sig for at lave en udgave, der gør Bibelens afgørende tekster lige så selvfølgelige at læse som de seneste romaner. Det er værd selv at afprøve, i hvor høj grad det er lykkedes.

På fortovet
Møllehave sagde kritisk om Fadervor, da bibeloversættelsen udkom: Sproget er fladt som et fortov! Måske - men det er til gengæld fortovet, vi bevæger os på i det daglige. Det er det, vi har at benytte os af og ikke andet, når vi vil til kirke eller i det hele taget bevæge os til hinanden. Faktisk så gengiver hverdags-oversættelsen af Fadervor ganske glimrende det, der må være vores bøn her på fortovet. At livet må blive godt, sådan som det har været tænkt. At vi må have lov til at få, hvad vi har brug for til dagen i dag og dagene, der kommer. At vi kan komme videre fra det, vi har gjort forkert – og have den samme åbne holdning til de mennesker, vi har omkring os. At vi ikke skal udsættes for hårde prøvelser i dage og måneder, der står foran. At ondskaben ikke rammer ind i vores liv, og at Gud vil være Gud, den gode Gud for os i alle forhold. Jeg kan i grunden ikke forestille mig hverdagens bøn formuleret ret meget bedre til den Gud, som Jesus giver os lov til at have dagligdagens elementære forhold til. Så nært som det udtrykker sig, når et barn siger ”Hej far!”

Fadervor
Alligevel foretrækker jeg Fadervor som min daglige bøn til Gud. Noget af det hænger sammen med tradition. Fadervors formuleringer rummer alle de gange i livet, den bøn for mig har været bærende – i situationer fulde af glæde og situationer ramt af sorg og savn. Det har givet Fadervors formuleringer betydning og vægt for mig, som ikke bare indfinder sig, når jeg tager hverdagsudgavens ord i munden.

Du som er i himlene
Men jeg har også en anden grund. Fadervor er placeret i Bjergprædikenen. Jesus har sat sig oppe i bjergene med sine disciple. Dér er det, at han fortæller dem, hvad det er, han er kommet til dem med. ”I har hørt, at der er sagt til de gamle, men jeg siger jer……”. Så fortæller han dem om det Guds rige, hvor fattige, sørgende og sultende er prist salige og favnet af Guds kærlighed og barmhjertighed, hvor ingen skal bekymre sig, for Gud lader sin sol stå op over onde og gode, hvor disciplene er kaldt for verdens lys og jordens salt og derfor er det. Det er det sted, hvor ingen skal råbe ”tåbe” til andre, eller sætte sig til doms over andre, og hvor tilgivelsen kommer før alt andet. Hvor trofasthed er båndet mellem ægtefæller og mennesker. Hvor et ja er et ja, og et nej er et nej, og næstekærligheden sætter dagsordenen, så tilmed fjenden helt indiskutabelt er inkluderet. Sådan var Jesus, og sådan levede han selv. Sådan er det Gudsrige, han åbner for disciplene og os til at øse af. Fadervor har ordene, som leder os nok så direkte ind i det.

Sådan skal I bede
Sådan skal I bede, siger Jesus: ”Fadervor, du, som er i himlene”. Ikke spor mindre eller mere beskedent eller forsigtigt, end når et barn siger ”Hej, far!”. For Guds himle er spændt ud over os med alt, hvad de rummer af det, vi har brug for: det daglige brød, forladelse af vores skyld, omsorg og Guds nærhed, tro, håb og kærlighed. Guds er både Riget og magten og æren, og det har han med Jesus sat i pant hos os. Derfor ”Fadervor” i alle forhold.
                                                                                                                                                                      
Lars Nymark


En konfirmands Fadervor
Her er et bud på en af konfirmandernes ”oversættelse” af Fadervor:
Kære Gud.
Du som bor i min og din himmel,
lad dit navn forblive helligt,
lad mig komme op i din himmel.
Det, du vil, skal ske i din himmel og på jorden.
Giv os kærlighed.
Tilgiv os for de ting, vi har gjort,
når vi også selv gør det.
Og lad os ikke gøre dårligt mere.
For alt, som er dit, er godt.
Amen.